FARSØ: Siden 2003 har Aldi haft butik i Farsø. Nu er det slut 20 år efter
selvom Aldi for kun to år siden opførte en helt ny bygning til butikken på Holmevej 3 indrettet efter det nye butikskoncept. Kort tid efter åbningen i juli 2021 blev den gamle Aldi bygning raget ned for at få flere parkeringspladser til butikken.
Aldi trækker sig fra Danmark
Årsagen til lukningen er, at den tyske dagligvarekæde Aldi har besluttet at trække sig fra det danske marked. Det vil ske i løbet 2023. Det fremgår af en udsendt pressemeddelelse i fredags, hvor det også fremgår at man har indgået en aftale med Rema 1000 om at købe 114 af Aldis 188 butikker i Danmark.
Aldi forklarer beslutningen om at forlade det danske marked som led i Aldi Nord Group of Companies’ transformationsstrategi med henblik på at fokusere indsatsen på de øvrige otte europæiske markeder, hvor Aldi oplever stærk vækst, skaber bedre resultater og ser et langsigtet potentiale. Aldi Danmark har derfor indgået en betinget aftale med REMA 1000 Danmark, der er en del af Reitan Retail, om overdragelse af 114 danske Aldi-butikker. Transaktionen er betinget af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse.
-Efter nøje gennemgang af aktiviteterne i alle markeder har Aldi Nord truffet en vanskelig men nødvendig strategisk beslutning om at forlade det danske marked. Det er en beklagelig beslutning for mange af vores loyale og dygtige medarbejdere, som udgør rygraden i Aldi’s danske forretning, og vi vil gøre vores yderste for at sikre dem den bedst tænkelige fremtid, siger Finn Tang, administrerende direktør i Aldi Danmark.
