FARSØ: Op til skolernes efterårsferie har der gennem flere årtier været tradition for at eleverne på Farsø Skole deltager i et landsdækkende motionsløb. Nu er endnu en aktivitet ved at blive føjet til
nemlig Rynkeby skoleløbet, som ligeledes er landsdækkende, og som Farsø Skole deltager i for 2. gang. Igen er tidspunktet velvalgt, nemlig op til påskeferien.
I dag deltog ca. 500 af Farsø Skoles elever i Rynkeby Skoleløbet. Egentlig var det planen af de yngste elever skulle have løbet i Søanlægget, men her var underlaget for blødt efter den seneste tids megen regn. Derfor blev skolens elever inddelt i 3 hold og alle fik en time stillet til rådighed på kilometerstien på Farsø Stadion, hvor det var lærernes opgave at tælle omgange.
Antallet af omgange var vigtig for det diplom alle elever fik udstedt og fik med hjem til deres forældre, bedsteforældre, virksomheder og andre som støttede eleverne med mikrosponsorater. Pengene fra sponsoraterne skulle nemlig gå til Rynkeby’s støtte til Børnelungefonden. Pengene kunne indbetales på et særligt mobilepay nummer, der samtidig gør det beløb op, som Farsø Skoles elever sammenlagt har givet til det gode formål. Beløbet er først kendt efter påske.
Efter løbet, som fandt sted fredag formiddag, havde eleverne i indskolingen og mellemtrinet endnu et programpunkt over middag, inden de kunne gå på påskeferie, nemlig deltagelse i Sangens Dag – også et landsdækkende arrangement, som dog fandt sted på Farsø Skole. Her kunne sangstemmerne trænes inden der var ferie.