HVALPSUND: Her til aften, hvor der var generalforsamling i Hessels Venner på Herregården Hessel var der en særlig ærefuld titel til uddeling under generalforsamlingens sidste punkt.
Fra formand for Hessels Venner Bodil Nymark lød det:
-I aften vil vi gerne udnævne Christian Bach Iversen til æresmedlem i Hessels venner. Vi vil hædre dig for dit meget store engagement på Museet Herregården Hessel i gennem mange år.
I 1998 afløste du Bent Grundtvig Sørensen som formand for Hessels bestyrelse, hvor du sad som det sidste amtsrådsmedlem frem til 2006, hvor Hessel overgik til Vesthimmerlands Kommune og fra 2006- 2008 lagt ind under Limfjordsmuseet, hvorefter man fik en bestyrelse med en formand fra kommunalbestyrelsen.
Du har altid været meget engageret i hvad der foregår på Hessel og jeg tror ikke der er ret mange arrangementer hvor vi ikke møder dig. Du har i mange år været den faste konferencier til høstdagen og styret slagets gang så alle gæster kunne følge med i hvad der foregik og hvor der skete noget. I Hessels Venner har du i mange år været dirigent til generalforsamlingen og styret slagets gang. Med din store viden og indsigt har du også altid kunnet hjælpe hvis vi har haft spørgsmål af forskellig art vedrørende Hessel.