FARSØ: Torsdag i sidste uge drog Ældresagen Farsø på den populære, årlige åletur. Hele 101 deltagere havde meldt sig til turen, og derfor måtte Midtbus have hjælp fra Døstrup Turistfart for at få alle med.
Rundvisning på Aggersborg
Første stop på turen var Bondestuen i Aggersund, hvor deltagerne blev budt på kaffe og kringle.
Herefter fortsatte turen til Aggersborg, hvor en guide fra Vesthimmerlands Museum viste rundt og fortalte om det historiske sted. Deltagerne fik et interessant indblik i tiden, hvor Aggersborg var en vikingeborg, og hørte samtidig om flere historiske personer med tilknytning til borgen. Samtidig blev Aggersborg kirke, der ligger samme sted også besøgt.
Ål i Skivum Krat
Efter en begivenhedsrig eftermiddag gik turen videre til Skivum Krat, hvor der blev serveret ål. Inden kaffen blev der også lejlighed til at få rørt sangstemmerne.
Turen blev samtidig en særlig anledning til at sige tak til Vagn Poulsen, som gennem en årrække har stået for udflugterne i Ældresagen Farsø.
Vagn Poulsen har nu valgt at gå på pension fra arbejdet med udflugterne. Hans store indsats blev anerkendt og påskønnet af deltagerne på dagen.
