Ældre Sagen Farsø markerer sit 25 års jubilæum

FARSØ: Ældre Sagen blev stiftet i 1986 med det formål at give ældre i Danmark bedre mulighed for at leve gode liv – hele livet. Allerede få uger efter lanceringen havde Ældre Sagen rundet 50.000 medlemmer. Og inden året var omme, var medlemstallet oppe på 90.000.

Op gennem 1990’erne steg medlemstallet stødt, og engagement blandt de frivillige fulgte med. Meget hurtigt fik man det Ældre Sagen, vi kender i dag: Et folkeligt forankret fællesskab med mange lokale aktiviteter og en fælles, slagkraftig stemme

I dag har medlemstallet rundet 980.000, og antallet af frivillige er nået op på 21.000. Aldrig har opbakningen været større. Ældre Sagens frivillige er i dag organiseret i 215 lokalafdelinger over hele landet, heraf en i Farsø.

Sådan blev Ældre Sagen Farsø til
Efter en periode med parløb mellem Aars og Farsø lokalafdelinger, eller som det hed dengang – lokalkomiteer, besluttede man sig for at splitte op og danne to afdelinger. Fra Ældre Sagens ledelse blev der nemlig lagt op til, at når en kommune havde mere end 300 medlemmer, var der grundlag for at danne sin egen afdeling.

Formanden i Distrikt 1 (Mogens Hansen, Farsø) var med til at danne de to afdelinger.

I Aars var der 600 medlemmer og i Farsø 524, så der blev indkaldt til stiftende årsmøde den 23. februar 1999, hvor medlemmerne blev indkaldt – opdelt efter postnumre i hhv. Aars eller Farsø.

I Farsø mødte 30 medlemmer op og 9 af dem stillede sig til rådighed for at besætte de seks bestyrelsesposter, der på det tidspunkt var bestemt.

Den første bestyrelse bestod af Erling Rokkedahl (formand), Marie Louise Henningsen, Bitten Hansen, Anne Mie Madsen, Nic. Krebs Hansen og Svend Aage Kristensen.

Bestyrelsesmøderne blev i starten afholdt på Gråbølle, senere rundt privat – og senere igen som det forholder sig i dag, i Klubhuset på Dr. Ingrids Vej.

Der er noget at fejre
25 års jubilæet fejres på dagen, den 23. februar. Det sker på Hotel Farsø med festtale, underholdning og noget godt at spise.

-Alle medlemmer af Ældre Sagen Farsø er naturligvis inviteret, oplyser nuværende formand Jonna Michelsen.

Og der er virkelig noget at fejre.

Særligt indenfor de seneste 10 år er antallet af aktiviteter under Ældre Sagen Farsø steget. Nogle er samlet op efter at aftenskoler, idrætsforeninger, humanitære organisationer og andre foreninger ikke længere tilbyder disse aktiviteter. Andre er opstået på opfordring fra medlemmerne.  

Det er stavgang, bowling, krolf, petanque, tennis, golf, motion 60+, gåture, stolegymnastik, billard, foredrag, underholdning, møder, udflugter og rejser. Men der er også hjælp praktiske ting såsom handy man og IT-support. Der kan også tilbydes tryghedsopkald ligesom der er vågetjeneste og gode råd til hverdagen med demens.

Kun tre uger efter jubilæumsfejringen finder Ældre Sagen Farsøs årsmøde sted, og her vil der blive gjort rede for alle de gode aktiviteter, opgaver og indsatsområder Ældre Sagen Farsø står for.

I det hjemmelige tilbyder Ældre Sagen Farsø bl.a. den ugentlige aktivitet ”Søgang”. En tur omkring søen i Farsø eller andre skønne steder i Farsø by.

De frivillige får det til at ske
Her vil der også være en tak til alle de frivillige som får tingene i Ældre Sagen Farsø til at ske. Uden de frivillige ville der f.eks. ikke være motionshold, it-hjælp, udflugter og tryghedsopkald.

Uden det dog ordret står i formålet, så bidrager Ældre Sagens Farsøs aktiviteter helt sikkert også til det meget omtalte emne bekæmpelse af ensomhed. Eller måske snarere forebyggelse af ensomhed gennem aktiviteter og fællesskaber, gennem mødet med andre mennesker i ens lokalområde.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: