FARSØ: I denne uge starter Ældre Sagen Farsø sit program ud for efteråret.
Ligesom tidligere byder programmet på en bred vifte af motionstilbud, rejser, et medlemsmøde og andre fællesarrangementer med foredrag eller spisning.
Hele 9 motionstilbud kan man som medlem af Ældre Sagen i Farsø benytte sig af. Golf, Tennis, Bowling, Bevæg dig for Livet med bl.a. svømning, Petanque, Krolf, Stavgang, Gåture ved søen, Stolegymnastik. Kort sagt er der et motionstilbud der passer til alle. Flere af motionstilbuddene er kommet i stand med lokale klubber og foreninger, såsom Hvalpsund Golf og Farsø Tennisklub. Ellers lejer Ældre Sagen Farsø sig ind til faciliteterne i Dronning Ingrid Hallerne, Landal Rønbjerg (bowling) og Klubhuset i Farsø (petanque og møder).
For alle motionstilbuds vedkommende er det et eller flere medlemmer fra Ældre Sagen Farsø der står for koordineringen af aktiviteterne.
En udflugt og en rejse står der også på efterårsprogrammet. I starten af september en Åletur til Feggesund Kro. I slutningen af september en 2-dages tur til Fyn og Vejle.
Ud over motionstilbuddene og arrangementerne er der også tryghed og håndsrækninger i form af tryghedsopkald, hjælp til småopgaver i hjemmet, IT-support og vågetjeneste.
-Bl.a. hører vi i tiden meget om ensomhed. Hvis man føler sig ensom, er det vigtigt at deltage i nogle af de mange tilbud, der findes i lokalområdet, eller være med til at bygge nye aktiviteter op, lyder det fra formand for Ældre Sagen i Farsø, Jonna Michelsen og fortsætter:
På Ældre Sagens første medlemsmøde her i august er der rig mulighed for at drøfte ideer og muligheder for at skabe nye tiltag. Bl.a. vil vi gerne høre om der er interesse for at starte et hold med ”Madlavning for mænd”, som et medlem har foreslået bestyrelsen.
