Af: Per Bach Laursen, Borgmester, Vesthimmerlands kommune
Kære Regionsråd,
Det er med chok, at vi søndag d. 26. januar 2020 erfarede, at Regionsrådet tirsdag d. 28. januar 2020 på et lukket punkt eftersigende skal tage stilling til forslag om at lukke lægevagten i blandt andet Farsø pr. 1. marts 2020.
Vi er totalt udeforstående overfor dette forslag og mildest talt forundrede over ikke at have været inddraget i processen.
På nuværende tidspunkt har vagtlægen i Farsø åbent hver weekend og på visse andre tidspunkter. Der vil således være tale om en betydelig serviceforringelse for borgerene i Vesthimmerland, hvis forslaget bliver vedtaget.
For borgerne i Vesthimmerlands kommune vil forslaget betyde, at mange får betydeligt længere til en vagtlæge, hvis de bliver syge om aftenen eller i weekenden. Den lange afstand til en læge er medvirkende til øget utryghed, ikke mindst hos de svageste borgere i samfundet.
Vi er dybt bekymrede for den sociale slagside, som forslaget risikerer at medføre, da det langt fra er alle, som har en bil til rådighed og vi frygter, at forslaget i yderste konsekvens vil føre til en stigning i akutte indlæggelser med store både menneskelige og økonomiske konsekvenser til følge.
Vi opfordrer på den baggrund Regionsrådet til at udsætte beslutningen om lukning af lægevagterne, så der bliver tid til en formel høringsproces, hvor Byråd og borgere i de berørte områder kan inddrages i en demokratisk proces og få mulighed for at få deres perspektiver belyst inden en endelig beslutning træffes.
Med håb om at Regionsrådet vil tage borgerens sikkerhed og tryghed i betragtning og arbejde for en bevarelse af lægevagten i Farsø, Brovst, Skagen og Brønderslev.