TREND: Sidste onsdag på en mild forårsaften dannede Vitskøl Kloster rammen om Vesthimmerlands Kulturråds årsmøde, hvor både kultur, fællesskab og lokale initiativer var i centrum.
Årsmødet, der blev afholdt i de historiske omgivelser på Vitskøl, bød i år på en lidt anderledes opbygning end tidligere. Det viste sig hurtigt at være en succes, hvilket det flotte fremmøde tydeligt vidnede om.
Helhedsoplevelse
Aftenen var sammensat som en helhedsoplevelse med både informative indslag, fællesspisning og musik. Jørn Bloch indledte med et oplæg om Vitskøl og særligt om TAMU-centerets arbejde, herunder uddannelsesmuligheder og daglige aktiviteter. Deltagerne fik mulighed for at smage sandwich tilberedt og serveret af centrets elever.
Selve generalforsamlingen fulgte den faste dagsorden med formandsberetning, regnskab og valg. Formand Gitte Thillemann gjorde status over året, blandt andet Kulturugen hvor kulturrådet støttede børnearrangementet til afslutningsarrangementet. Hun nævnte også sidste års årsmøde, hvor Mads Peter Bilde delte erfaringer om at skabe arrangementer for unge. Kulturrådets kulturpris for 2025 gik til Brian Svendsen.
I løbet af året modtog rådet 22 ansøgninger, hvoraf 14 opnåede støtte. Ifølge formanden lægges der fortsat vægt på samarbejde, partnerskaber og udvikling af nye kulturinitiativer.
Fremadrettet vil Kulturrådet blandt andet arbejde med flytning af ”Grejbanken”, styrke kvaliteten af ansøgninger – særligt budgetterne – samt støtte mangfoldighed og nye kulturprojekter.
Blandet med musik
Undervejs blev der også tid til fællessang, hvor Sangkraft Vesthimmerland stod for musikalsk ledelse og præsenterede både kendte og nyere sange.
Aftenen blev rundet af med en koncert fra Kulturskolens talentklasse under ledelse af Christian Djernes. De unge musikere leverede en velspillet optræden, der tydeligt bar præg af både erfaring og spilleglæde.

Vesthimmerlands Kulturråd består efter generalforsamlingen af Bo Jacobsen, Ejner Larsen, Søren Trier, Poul Juel Andersen, Iben Marie Kromann, Kirsten Svensmark Møller, Karin Havemose og Gitte Thillemann.
/cf
