FARSØ: Siden 2018 har Aars Boligforening haft et godt øje til Farsø. Først med etableringen af Mortensparken i Farsø midtby med 24 boliger, der stod klar til indflytning i 2020.
Boligforeningen lod allerede på det tidpunkt forstå, at en etape 2 af Mortensparken var på tegnebrættet og sandsynligvis også en anden type lejeboliger i Farsø.
I 2021 bød boligforeningen ind på Idunsvej – Farsøs nye udstykning, med 7 nye et-plans boliger, som rækkehus byggeri sammen med etape 2 af Mortensparken med yderligere 21 lejeboliger.
Har ventet på at byggepriser har stabiliseret sig
Selvom grundkapitalen blev bevilliget af Vesthimmerlands Kommune, så ville byggepriserne det helt andet. Byggematerialerne steg nemlig på himmelflugt og gjorde byggerierne væsentlig dyrere end budgetteret. Aars Boligforening besluttede sig derfor for at slå koldt vand i blodet og afvente til priserne på byggematerialer efter corona-perioden stabiliserede sig igen.
-Det tidpunkt er vi kommet til nu, fortæller direktør for Aars Boligforening, Brian Larsen. Vi har netop haft de to byggerier (Idunsvej og Mortensparken 2 – red.) i licitation og budgettet passer.
Mortensparken og Idunsvej har Aars Boligforening sammenlagt i en afdeling og derfor bliver nybyggerierne også opført i umiddelbar forlængelse af hinanden. Der lægges ud med de nye boliger på Idunsvej.
Rækkehuse til små børnefamilier
-Med rækkehus udbyggelsen på Idunsvej er vi med til at skabe et varieret boligudbud. Det giver god mening, at vi også kan tilbyde familier lejeboliger tæt på skole, pasningsordning og idrætsfaciliteter, siger Brian Larsen og så håber vi også at vi på den måde kan være med til at sætte endnu mere skub i Farsøs nye boligkvarter.
Rækkehusene etableres som små gennemlyste rækkehuse med tilhørende skur og carport. Rækkehusene etableres som 3-rums boliger som henvender sig til den nystartede familie men som også egner sig til det ældre par, der har solgt parcelhuset, fortæller Brian Larsen videre.
Kender endnu ikke datoen for første spadestik
Brian Larsen kan endnu ikke oplyse tidspunktet for første spadestik. Entreprenøren har lige nu mulighed for at byde ind med forbedringer – altså detailtegninger for byggerierne. Men Brian Larsen kan i hvert fald fortælle, at når gravemaskinerne er færdige på Idunsvej, så fortsætter de langs Mortensgade, hvor Mortensparken etape 2 opføres.
Brian Larsens bedste bud er, at de første beboere kan flytte ind på Idunsvej i foråret 2024. Mortensparken etape 2 vil altså følge herefter.
Lejlighederne i Mortensparken 2 etableres som 2, 3 og 4 rums boliger.
Brian Larsen opfordrer allerede beboere med interesse for de 2 byggerier at lade sig skrive op nu.
Lytter til byudviklingsplanen
Med opførelsen af de nye boliger mener Aars Boligforening at man har lyttet til nogle af de vigtigste kriterier i Farsøs’ nye byudviklingsplan, som boligforeningen også har været tilhører til, nemlig at have ”mange varer på hylden” og tiltrække de to målgrupper som Farsø satser på, nemlig børnefamilier og seniorer.
Farsø er attraktiv for børnefamilier, men ligeså meget for seniorer med det rige foreningsliv, gode indkøbsmuligheder og kulturelle oplevelser.
-Men vigtigt er det også at huske på, at der tale om helt nye boliger opført efter nutidens boligindretning og med lave forbrugsomkostninger, slutter Brian Larsen.