VESTHIMMERLAND: Som afslutning på Kulturuge 10 i Vesthimmerland, blev Årets Kulturpris 2024, søndag eftermiddag uddelt i ALFA af Vesthimmerlands Kulturråd.
Prisen gik til Ingelise Nielsen fra Aalestrup.
Ingelise Nielsen er formand for Aalestrup Seniorer og er en meget aktiv formand. Hun står i spidsen for mange gode arrangementer – fortrinsvis for ældre.
Det er ofte foredrag og musikarrangementer, der er på programmet.
Også foreningen ”Motion for ældre” har hun været med til at oprette og møder ofte op med kaffe og brød til deltagerne. Det er blevet en stor succes – med rigtig mange deltagere. Et af de nyeste tiltag er yoga for mænd, som også er blevet et hit.
Selvom Ingelise Nielsen selvfølgelig har en bestyrelse bag sig, er det hende der tager det store læs.