LOUNS: I dag kunne Vesthimmerlands Kommunes naturvejleder Karin Winther meddele, at hun havde spottet årets første forårstegn.
Det var på Louns, hvor hasselbuskens blomster er ét af de første forårstegn.
Karin Winther fortæller:
-Buskens han- og hunblomster sidder på samme træ. Hanblomsterne hænger i 3-6 cm. lange ranker og er fyldt med små støvdragere, der drysser gult støv, når de blomstrer. Støvet bæres af vinden til hunblomsterne på andre træer. Tit vil der sidde bittesmå røde hunblomster lige over en hanranke. De røde blomster er støvfangere – altså den del af hunblomsten, som skal fange støvet fra hanblomsten, så vi til efteråret kan høste hasselnødderne.
For at en busk ikke skal bestøve sig selv, blomstrer han- og hunblomsterne på en busk ikke samtidig.
