AALESTRUP: Fra i dag fredag og frem til og med tirsdag i næste uge er Aalestrup Skole lukket for både elever og lærere.
Det sker efter en lærer på Aalestrup Skole torsdag aften blev konstateret smittet med hvad der formodentligt viser sig at være corona-varianten “Omikron”. Derfor bliver Aalestrup Skole ud fra et forsigtighedsprincip nedlukket til og med tirsdag i næste uge – altså i alt tre skoledage.
Det oplyser Vesthimmerlands Kommune på facebook og forklarer videre om nedlukningen:
– Vi har været i kontakt med Styrelsen For Patientsikkerhed omkring den kortvarige nedlukning og de mulige nærkontakter.
Samtidig anbefaler vi alle at blive PCR-testet lørdag og mandag, fordi det er 4 og 6 dagen efter sidste mulige kontakt med den smittede lærer, som vi i samme ombæring ønsker rigtig god bedring
Der bliver allerede arbejdet på den nødvendige PCR-test kapacitet, ligesom der er skrevet ud på AULA fra skoleleder Jesper Poulsen.
Ifølge kommunen bliver der arbejdet på at sikre den nødvendige testkapacitet.
Den seneste opgørelse, fra torsdag den 2. december viser, at der i alt er fundet 14 tilfælde af Omikron i Danmark.
De første to tilfælde blev bekræftet søndag den 28. november. Det er altså mindre end en uge siden.
11 af de foreløbigt 14 bekræftede tilfælde har forbindelse til udlandsrejser.
Foruden de 14 bekræftede tilfælde bliver der i øjeblikket undersøgt 18 smittetilfælde, der mistænkes for at være med Omikron-varianten.
Tidligere på ugen var en skole i Odense lukket ned på grund af mistanke om smitte med Omikron. Der viste sig dog at være tale om Delta-varianten i stedet.
Varianten blev først fundet i det sydlige Afrika i slutningen af november. Siden har den spredt sig til flere lande i Europa.
Torsdag lød det fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), at varianten i løbet af de næste få måneder kan udgøre over halvdelen af smittetilfældene i Europa.
Den sydafrikanske sundhedsstyrelsen, NICD, har desuden oplyst, at Omikron-varianten giver større risiko for at blive smittet igen.
Risikoen er større, fordi varianten er mindre følsom over for de antistoffer, der bliver dannet, når man har været smittet og bliver rask igen.
Risikoen for at blive smittet igen er tre gange så høj som for Beta- og Delta-varianten, viser data fra NCID.
