Åbning af Thit Jensen særudstilling

FARSØ: I dag startede sæsonen på Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet.

Som beskrevet i sidste uges avis, vil den første særudstilling – og altså den der åbnede i lørdags, have fokus på Thit Jensen – og i særdeleshed hendes kamp for frivilligt moderskab.

Leder af Johannes V. Jensen Museet, Peter Hørup, bød de 60 deltagere i udstillingsåbningen velkommen og gav en introduktion til udstillingen.

Der var fuldt hus til åbningen af særudstillingen, der bød på introduktion til udstillingen af museumsleder Peter Hørup. Efterfulgt af sangen ”Solitudevej” (som synges her) og foredrag af Sara Alfort om ”Damer der fik nok”

”Ved De hvad danske læger har mellem ørerne, svaret er bøf”
-Med de ord fra Thit, så er stemningen sat, og jeg vil byde velkommen til vores nye særudstilling om Thit Jensen og hendes kamp for frivilligt moderskab, lød det fra Peter Hørup.  

100 året for starten på Thits kvindekamp
2024 er 100 året for stiftelsen af ”Foreningen til Sexuel Oplysning”, som blev til på initiativ af Thit Jensen. 1924 er også året, hvor hun udgav bogen ”Frivilligt Moderskab”, som er en oversættelse af en amerikansk kvindesagsforkæmpers bog, om netop kvinders ret til at bestemme over egen krop og deres egen fødsler. Det er også året for det større røre, som bogen og foredrag afstedkommer. ”Foredrag som får landet op i krampe”, siger Thit i sin dagbog.

Fem år af Thit Jensens liv
Peter Hørup fortæller, at udstillingen som han står bag, også kunne have haft undertitlen ”Fem år af en kvindes liv – fem år af Thit Jensens liv”, for det er rammen om fortællingen som starter i 1924 og slutter i 1929.

1929 afrunder de fem år, hvor Thit Jensens omdrejningspunkt var frivilligt moderskab. Hun kalder det ”Feminismens program”, som hun lancerer i Politiken til stor fortrydelse for Dansk Kvindesamfund som har en lidt anden ide om hvad feminisme er.

Efter sin nye erhvervelse som fast skribent på Politiken fra 1923 og 5-6 år frem kaster hun sig ud i socialpolitiske og værdipolitiske debatter om racehygiejne, kammerat ægteskaber, børnebegrænsninger. Hun skriver også lejlighedsvis i National Tidende og Berlingske.

Hun gentager og udfolder sine temaer i de foredrag hun holder landet over. Hun turnerer ganske vist med forskellige foredragstitler, men som de konstaterer i Nykøbing Mors i 1928 så handler de alle sammen om det samme. For godt nok er hun inviteret til at komme og fortælle om mænd og kvinders kærlighed, men som skribenten skriver i avisen. ”Det hele handler i virkeligheden om alt muligt andet; fattigdom, sygdom, elendighed og kvinder der har slidt sig op gennem børnefødsler og det forfærdelige samfund”.

Det er den kritik som Thit Jensen står op for. Men trods modstanden, som hun møder i sin aktivitet fra forskellig side, så besidder hun også en ret stor gennemslagskraft. Efter sigende kunne man måle et fald i antal børnefødsler, de steder i landet hvor Thit Jensen havde holdt foredrag.

De personlige omkostninger
Den historie fortælles i udstillingen. Der fortælles også om, hvad det havde af personlige omkostninger for Thit Jensen at være så meget fremme i skoene.

”Hvorfor skal du nu til det igen”, spørger veninderne.

Thit Jensen havde nemlig lige haft stor succes med et foredrag i starten af 1923, og nu tager hun fat på frivilligt moderskab. Veninderne forstår hende ikke, men hun kan ikke lade være.

Frygtløs
Hun er ikke bange for noget eller nogen. Og hendes forargelsesevne er mindst lige så stor. Men det der interessant her 100 år efter, er at hun var kvinde, havde mod og havde handlekraft til at kæmpe for sin sag.

Thit Jensen siger på sin 80 års fødselsdag, hvor hun bliver interviewet til Berlingske – Jeg havde altid ret!.

Ser man udstillingen vil man give hende ret – i hvert fald et langt stykke hen af vejen. Altså udstillingen om en kvinde, som fik nok og sagde fra.

Viljen stammer fra Farsø
Hendes vilje stammer fra barndommen i Farsø, hvor den blev optrænet. For når Thit Jensen satte sig et mål, så ville hun det, der var ikke plads til modstridende tanker. I hvert fald ikke udadtil. Hun kæmpede for retfærdighed.

Præsentationen af Thit Jensens særudstilling blev fulgt op af et foredrag af Sara Alfort, forfatter til bogen “Damer der var for meget” og den netop udkomne efterfølger: “Damer der fik nok…” Det er historien om 12 skandinaviske kvindelige kunstnere fra 1915 til 1960 – heriblandt Thit Jensen.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.