Gedsted lagde vej til stor beredskabsøvelse

GEDSTED: Scenen var sat, da flere myndigheder torsdag eftermiddag og aften øvede samarbejdet, når en alvorlig katastrofe rammer. Hovedvejen ved Gedsted blev forvandlet til skueplads for hele 10 forskellige uheld/situationer, der skulle håndteres i et omfattende og realistisk øvelsesscenarie.

Samarbejde på tværs
Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Falck afholder med jævne mellemrum de såkaldte Tordenskjold-øvelser.

Formålet er at træne myndighedernes samarbejde, når alvorlige hændelser kræver en fælles indsats.

De seneste øvelser har blandt andet haft fokus på, hvordan beredskabet skal reagere ved et skoleskyderi, og hvordan flere sammenfaldende uheld i en motorvejstunnel skal håndteres.

Denne gang var scenariet lagt ved Gedsted.

Ti uheld på Fjordvej
På hovedvejen, Fjordvej, mellem Vesterbro og Holmmarksvej blev der torsdag aften udspillet hele 10 forskellige uheld. De mange hændelser skulle håndteres i et tæt samarbejde mellem de forskellige myndigheder og beredskabsorganisationer.

De præcise uheld var hemmeligholdt indtil Tordenskjold-alarmen lød klokken 17.

Kun ganske få personer kendte på forhånd alle detaljer i scenariet, mens en række borgere og andre i Gedsted og omegn havde været involveret i forberedelserne.

En af dem var beredskabsinspektør Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab.

-Når en alvorlig hændelse rammer, er det afgørende, at vi kan arbejde tæt sammen på tværs af sektorer, myndigheder og organisationer. Vi træner ikke kun vores egne procedurer, vi træner i høj grad også det fælles samarbejde. Det er med til at gøre os bedre rustet, når – ikke hvis – situationen en dag bliver alvor.

Hovedvejen blev spærret
Allerede klokken 12 – fem timer før selve øvelsen – blev vejstykket uden for Gedsted spærret.

Hjemmeværnet blev sat til at dirigere trafikken gennem Gedsted, mens beredskabet samtidig gik i gang med at etablere de mange ulykkesscenarier.

Scenarierne tog udgangspunkt i to lastbiler.

Fra nord kom en tankbil med rapsolie, som lækkede ud på vejbanen og gjorde den glat. Det fik blandt andet konsekvenser for en gruppe, der var på polterabend. Flere af gruppens biler kørte af vejen og endte i uheld – og en af bilerne havnede sågar i Lerkenfeld Å.

Her ses lastbilen med lækket rapsolie, som forårsager flere trafikuheld, hvor en af bilerne er endt i Lerkenfeld Å.

Samtidig kom der fra syd en lastbil med betonelementer. Under kørslen faldt elementerne af og ramte bagvedkørende biler.

Biler fra Gedsted blev til vrag
For at gøre scenariet så realistisk som muligt blev en række af de uheldsramte biler lånt fra autoophuggeren i Gedsted.

Beredskabet råder desuden selv over flere attrapbiler, som kunne placeres på ulykkesstederne og indgå i scenariet.

Det hele skulle se så virkeligt ud som muligt.

34 statister spillede tilskadekomne
I alt 34 statister spillede de tilskadekomne i ulykkerne. Mindst én person blev ifølge scenariet dræbt på stedet, mens andre var i kritisk tilstand.

Inden øvelsen blev statisterne sminket i Gedsted Hallen og fik herefter deres roller.

Statisterne kom fra store dele af Nordjylland. Nogle havde tidligere deltaget i Tordenskjold-øvelser, mens andre var med for første gang. Blandt de nye var værnepligtige, som dermed fik et indblik i, hvordan beredskabet arbejder under en større hændelse.

Helt frem til få timer før øvelsens start blev der søgt efter yderligere statister. En af dem, der meldte sig, var Bent Loft fra Gedsted.

Som hjerteløber havde han allerede en interesse for førstehjælp og beredskab, og derfor var øvelsen en mulighed for at få et nærmere indblik i arbejdet.

Eneste lokale statist var Bent Loft fra Gedsted, der her viser sit kort, der viser han skal spille bevidstløs efter en alvorlig hovedskade, vejrtrækningen er unormal og tilstanden er meget kritisk.

Ingen adgang for nysgerrige
Selv om flere i Gedsted var involveret i forberedelserne, var selve øvelsen lukket for nysgerrige.

Det skyldtes ønsket om at gøre scenariet så virkelighedstro som muligt og sikre, at de deltagende myndigheder ikke på forhånd vidste, hvad de ville møde.

Lidt før klokken fem blev statisterne kørt ud til deres respektive ulykkessteder. Her fik de de sidste instrukser. De havde både manuskript og nummer på hånden, så beredskabet kunne identificere de forskellige roller undervejs.

Omkring 250 deltog
Omkring 250 personer deltog i den omfattende øvelse.

Fra klokken 19 blev deltagerne bespist i Gedsted Hallen, og herefter fulgte en vigtig del af øvelsen: evalueringen.

Her blev dagens erfaringer gennemgået, og deltagerne kunne se på, hvad der fungerede godt, og hvor samarbejdet mellem de forskellige myndigheder kunne forbedres.

Trafikken tilbage til normalen
Omkørslen gennem Gedsted fortsatte frem til omkring klokken 23. Først efter oprydningen på vejstrækningen kunne trafikken igen normaliseres.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.