GEDSTED: Torsdag 3. september bliver der usædvanligt travlt med udrykningskøretøjer og beredskabsfolk i og omkring Gedsted. Her gennemføres Øvelse Tordenskjold, hvor en lang række myndigheder træner samarbejdet, i tilfælde af en større hændelse skulle ske.
Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Falck deltager i øvelsen, og man finder altid en ny lokation, for at give det bedste udkomme. Denne gang er det altså Gedsted og omegn der er valgt.
Skal styrke samarbejdet
Formålet er blandt andet at sikre, at de forskellige myndigheder kender hinandens roller og procedurer, når en alvorlig situation kræver en fælles og koordineret indsats.
– Når en alvorlig hændelse rammer, er det afgørende, at vi kan arbejde tæt sammen på tværs af sektorer, myndigheder og organisationer. Vi træner ikke kun vores egne procedurer, vi træner i høj grad også det fælles samarbejde. Det er med til at gøre os bedre rustet, når – ikke hvis – situationen en dag bliver alvor, siger beredskabsinspektør Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab.
Scenariet er en hemmelighed
En vigtig del af øvelsen er, at deltagerne ikke på forhånd får at vide, hvad der kommer til at ske.
Det betyder, at myndighederne skal reagere på de informationer, der opstår undervejs, og håndtere situationen, efterhånden som den udvikler sig.
Af hensyn til øvelsen vil myndighederne derfor ikke offentliggøre detaljer om scenariet eller den præcise lokation. Til gengæld bliver øvelsen meget synlig for borgere og trafikanter, når den går i gang.
– Det gode samarbejde handler om, at vi kan kommunikere og koordinere, også når tingene udvikler sig hurtigt, og ikke alt er kendt på forhånd. Derfor er det vigtigt for os at kunne øve sammen med de øvrige myndigheder i så realistiske rammer som muligt. Vi kan ikke fortælle, hvad der kommer til at ske under øvelsen – og det er netop meningen, siger Morten Haack, indsatsleder ved Nordjyllands Politi.
Aktivitet allerede fra middagstid
Selve øvelsen finder sted fra klokken 17.00 til 21.00, men der vil allerede fra omkring klokken 12.00 kunne mærkes aktivitet i området.
Borgere kan blandt andet opleve udrykningskøretøjer, beredskabsfolk og andre synlige tegn på, at der foregår en større øvelse.
Omkørsler og trafikregulering
I forbindelse med øvelsen bliver der etableret omkørsler i området. Det kan derfor påvirke trafikken omkring Gedsted i løbet af dagen.
Hjemmeværnet vil blandt andet stå for trafikregulering, og borgere og trafikanter opfordres til at følge Hjemmeværnets anvisninger og benytte de etablerede omkørsler.
Myndighederne understreger samtidig, at man er opmærksom på, at en øvelse af denne størrelse kan give gener for lokalområdet.
Derfor vil der så vidt muligt blive taget hensyn til de lokale borgere, så påvirkningen af Gedsted og området omkring byen bliver begrænset mest muligt.
/cf
