FARSØ: Fiskestængerne bliver igen fundet frem, når elever fra Vesthimmerlands 4. klasser inviteres til skolefiskeri i Farsø Søanlæg. Initiativet, som drives af juniorafdelingen i Trend Å Lystfiskeriforening, har gennem de seneste fire år udviklet sig til en stor succes.
Hvert år inviteres samtlige 4. klasser fra kommunens folkeskoler og friskoler til en fisketur. Eleverne deltager klassevis, og arrangementerne har samtidig været bakket flot op af både lærere og familier.
Indtil sommerferien i år har ikke færre end 783 elever deltaget i skolefiskeriet.
Optaget i Børnenes Rekordbog
Den store opbakning giver nu også genlyd uden for Farsø Søanlæg og Vesthimmerlands kommune. Det omfattende skolefiskeri er nemlig blevet tilmeldt Børnenes Rekordbog, som har registreret Vesthimmerland som den kommune i Danmark, hvor flest børn og unge har prøvet at fiske.
Trend Å Lystfiskeriforening har allerede modtaget et diplom som bevis på rekorden. Senere på året bliver rekorden efter planen omtalt i Børnenes Rekordbog 2027.

Dermed er et lokalt initiativ i Farsø Søanlæg blevet til en rekord, der sætter Vesthimmerland på landkortet.
Ny invitation sendt ud
Selv om en rekord allerede er i hus, er fiskeriet langt fra slut. Her ved starten af det nye skoleår har Trend Å Lystfiskeriforening igen sendt invitationer ud til kommunens 4. klasser.
Og interessen ser foreløbig ud til at være stor.
-Foreløbig har ti 4. klasser fra friskolerne i Haubro og Blære samt Aars Skole og Østermarksskolen, der begge har tre 4. klasser, samt Hornum Skole og Farsø Skole meldt sig, fortæller Orla Bertram-Nielsen, juniorleder i Trend Å Lystfiskeriforening, initiativtager og arrangør af skolefiskeriet i Farsø Søanlæg.
Kan nå op på 1.000 børn
Med den fortsatte interesse kan endnu en milepæl være inden for rækkevidde.
Hvis tilslutningen fortsætter, er der nemlig mulighed for, at omkring 1.000 skoleelever, indenfor dette skoleår, har prøvet kræfter med fiskestang og snøre i Farsø Søanlæg.
En skoledag med fiskestang
Børnene tilbydes en skoledag i det fri ved søen i Farsø Søanlæg.
-Det lykkedes næsten alle de deltagende børn at fange fisk og mange deres første fisk nogensinde. Så det er en dag, de sent glemmer, fortæller Orla Bertram Nielsen og fortsætter:
Et par af de involverede skoler har i øvrigt været så begejstrede for vort initiativ, at de efterfølgende selv har taget andre klassetrin med på fisketur.
/cf
