OVERLADE/VILSTED/RANUM: I lørdags blev Vilsted Sø fejret med et stort 20-års jubilæum. Vilsted, Overlade og Ranum, de tre sø-byer der omkranser den 450 hektar store sø, var derfor sammen værter for en hel dag i søens tegn.
Jubilæumsdagen begyndte i Overlade Kulturcenter, hvor gæster samledes til morgenmad. Her holdt borgmester Per Bach Laursen jubilæumstalen, og så tilbage på den lange og til tider vanskelige proces, der førte til genetableringen af Vilsted Sø.

Fra landbrugsjord til natur
Per Bach Laursen, der selv bor på Lundgaard lige uden for Overlade, fortalte, hvordan tankerne om at genskabe søen allerede begyndte at tage form i begyndelsen af 1990’erne.
På det tidspunkt var han selv netop blevet landmand på Lundgaard som tredje generation. For mange lokale landmænd var tanken om igen at sætte store arealer under vand vanskelig at acceptere.
– Det, vi skal fejre, er jo noget, der har fyldt en stor del af mit liv. Men det har ikke været nogen uproblematisk fødsel, sagde borgmesteren i sin tale.
Han mindede om, at landbruget samtidig var under forandring. Allerede i 1990 begyndte man at tage landbrugsjord ud af drift gennem braklægning, og få år senere kom planerne om at oversvømme områder, som tidligere var blevet opdyrket – blandt andet af hans egen bedstefar.
– Hvis man er 25 år og har smidt 50 millioner kroner i et landbrug, og så begynder man at tage den jord ud af drift, man skal leve af. Det var en svær omgang, fortalte Per Bach Laursen.
Landmændene skulle overbevises
Modstanden blandt nogle af lodsejerne var i begyndelsen stor. Men efterhånden voksede forståelsen for, at en genetablering af søen også kunne være en gevinst for området.
Særligt de kulstofrige spagnumjorder gav anledning til overvejelser. Når jorden drænes og pløjes, nedbrydes det organiske materiale, og der udledes CO2.
Samtidig var der landmænd, som havde græsningsarealer ved den gamle sø. For dem havde engene stor værdi, fordi de kunne levere græs til kreaturerne – også i tørre somre.
Ifølge borgmesteren spillede både økonomien og de tilgængelige støtteordninger en vigtig rolle, da projektet skulle realiseres. Aage V. Jensen Naturfond stod klar som en væsentlig aktør, mens også Vandmiljøplan II bidrog til finansieringen.

– Det tog noget tid, og det tog noget kaffe nede på Trend Kro og hernede på Kalinka i Overlade, lød det med et smil fra Per Bach Laursen.
Rygterne om myg og katastrofe
Jordfordelingerne tog tid, og undervejs var der mange bekymringer om, hvad der egentlig ville ske, når vandet igen skulle brede sig over landskabet.
Der gik blandt andet rygter om, at området ville blive plaget af myg.
– Fik de ret? Jo, det gjorde de sådan set. Men det er jo dansemyggen. De stikker jo ikke så meget, konstaterede borgmesteren.
Efterhånden som vandet steg, begyndte landskabet dog at ændre karakter. Hegnspæle forsvandt under vandet, og langsomt stod det klart, at en ny sø var ved at tage form.
Samtidig begyndte naturen at finde sin egen balance.
Havørne og hundredvis af fuglearter
I dag er Vilsted Sø blevet et markant naturområde og et sted, hvor både lokale og besøgende kan opleve et rigt fugleliv.
Per Bach Laursen fortalte blandt andet om sit eget møde med søens havørn.
En dag var han kørt ud i traktoren for at arbejde på marken. Da han steg ud af traktoren, lettede søens mange andefugle pludselig på én gang. Årsagen var havørnen, der sad i området.
– Det er fantastisk, sagde han og beskrev oplevelsen som et af de øjeblikke, Vilsted Sø kan give, hvis man er heldig.
Omkring søen er der registreret omkring 200 fuglearter, og området er blevet et sted, hvor man aldrig helt ved, hvad næste tur rundt om søen bringer.
Fra affaldsplads til velplejet naturområde
I de første år skulle lokalbefolkningen også vænne sig til det nye naturområde. Borgmesteren fortalte, at hans far i begyndelsen oplevede, at folk tidligt søndag morgen kørte ned til søen for at læsse affald af.
Den praksis er for længst forsvundet.
I dag fremstår området som et rent og velplejet naturområde, hvor besøgende tager deres affald med sig hjem.
– Det er jo en fornøjelse at komme ud og se, hvor rent et landskab det er, sagde Per Bach Laursen.
En gevinst for hele egnen
Ifølge borgmesteren er det i dag svært at forestille sig, at Vilsted Sø engang blev betragtet som en potentiel katastrofe.
Han fremhævede søens betydning for både de tre sø-byer og resten af Vesthimmerland.
Der findes ikke nødvendigvis beregninger, der kan sætte et præcist økonomisk tal på søens værdi for området. Men for Per Bach Laursen er det heller ikke afgørende.
– Vi er glade for søen, som den er i dag, og vi er glade for at se, hvordan den kommer til at udvikle sig i fremtiden, sagde han.
Han sluttede sin tale med at ønske Vilsted Sø tillykke og god vind i de kommende år.
Et jubilæum med aktiviteter hele dagen
Det var et underudvalg fra Vilsted Medborgerforening med repræsentanter fra borgerforeningerne i Overlade og Ranum, der sammen kalder sig ”Søens Folk 2” der havde sammensat jubilæumsprogrammet.

To-tallet kommer sig af at det i 2006, i forbindelse med søens indvielse var Søens Folk, der opførte friluftsteatret ”Den lyse mø” ved sø-stien i Vilsted.
Jubilæumsgruppen fandt det derfor passende, at lave en version 2 af Søens Folk, der også bød på en opgradering af logoet fra dengang, der blev lavet til friluftsteatret.
Det kunne man på jubilæumsdagen se på t-shirts og beachflag. Logo’et symboliserer i dag søen med et blåt hjerte, som i form også passer godt med søen, og en trefork, der symboliserer de sø-byer Overlade, Ranum og Vilsted.
Som tak for sin jubilæumstale fik borgmester Per Bach Laursen også et eksemplar af t-shirten.

Efter jubilæumsstarten i Overlade, bød dagen blandt andet på fugletur fra Vilsted Havn og krible-krable aktiviteteter samt musik samme sted. Kanosejlads fra bådpladsen i Ranum. I Byens Hus i Vilsted var der filmforevisning af det føromtalte friluftsspil ”Den Lyse Mø” fra indvielsen af søen i 2006.
Om aftenen samledes 60 deltagere til festmiddag på Vilsted Friskole.
Fakkeltog satte punktum
Jubilæumsdagen blev afsluttet på festlig vis med et fakkeloptog fra friskolen, gennem Vilsted og videre mod Vilsted Sø.
/cf
