VOGNSILD: Vognsild og omegn kan se tilbage på en særdeles velbesøgt og vellykket 50 års jubilæumsfejring af Sommerfesten og Vognsild Idræts- og Boldklub, V.I.B.

Fra tirsdag til lørdag var der aktiviteter for både børn og voksne, og jubilæumsprogrammet bød både på gensyn med gamle traditioner, nye aktiviteter og masser af mulighed for at mødes på tværs af generationer.
Jubilæumsbanko satte festen i gang
Sommerfesten blev skudt i gang tirsdag med jubilæumsbanko i klubhuset.

Hele 73 spillere havde fundet vej til bankoaftenen, hvor der blev spillet 13 spil med fine gevinster på både rækker og plader. Dermed var tonen slået an til en uge, hvor opbakningen fra lokalområdet skulle vise sig at være stor.
Bilorientering gjorde comeback
Onsdag blev et tidligere populært programpunkt genoplivet, da bilorienteringen vendte tilbage i en særlig jubilæumsudgave.
15 biler med hold på op til syv personer deltog. Holdene bestod blandt andet af familier og vennegrupper, som undervejs skulle løse opgaver ved 10 poster.

Ruten gik fra Vognsild over Testrup, Simested, Aalestrup, Lerkenfeld og Svingelbjerg, inden den sluttede ved søen i Vognsild.

Undervejs blev deltagerne blandt andet udfordret i dart, skydning mod en midterbue, præcisionskørsel, sansebalje, puslespil på tid, støvlekast, nøgledyst og Disney-sange. Der skulle også plukkes blomster og grønt til en buket.
Det blev en stor succes på en skøn sommeraften, hvor deltagere i alle aldre var med.
– Bilorienteringen er bestemt på programmet igen næste år, lyder det fra formanden for Vognsild Idræts- og Boldklub, Lone Jensen.
Hun stod for den overordnede koordinering af Sommerfesten, men havde undervejs stor hjælp fra klubbens mange frivillige.
Torsdag gik de frivillige i gang med at gøre klubhuset, terrassen, hoppeborgene og resten af området klar til de kommende festdage.
Vejret viste sig torsdag fra den blæsende side, men det gav ikke anledning til bekymring. Med sider på klubhusets terrasse er Sommerfesten i Vognsild altid godt rustet til både blæst og regn. Terrassen blev da også flittigt benyttet til hyggelige snakke over en øl eller sodavand.
Over 120 deltog fredag aften
Fredag stod blandt andet på dart, rafling og sømblok for de voksne, mens grillen blev taget i brug til den medbragte mad.
Børnene havde imens deres helt eget tilbud med et alkoholfrit diskotek. Omkring 50-60 børn deltog, og nogle kom også udefra, blandt andet fra Aars og Farsø.
Diskoteket havde sit eget område i Klubhuset og på et tidspunkt bød de ældste børn op til limbo.
Der var også tre hoppeborge til børnene og sumobrydning for teenagerne, mens stadion stod frit til rådighed for forskellige former for boldspil.

Fredag aften blev endnu en stor succes med mere end 120 deltagere, som hyggede sig både ude og inde.
Gamle naboer mødtes over kaffe og rundstykker
Lørdag morgen var der traditionen tro gratis kaffe og rundstykker, og omkring 200 mennesker lagde vejen forbi.

Her mødes ikke kun de nuværende beboere i Vognsild. Mange tidligere Vognsild-borgere og andre med tilknytning til byen benytter hvert år lejligheden til at vende tilbage og mødes med gamle naboer, venner og bekendte.

Det blev også denne lørdag en hyggelig start på dagens mange aktiviteter.
Fodbold, landsbydyst og gamle køretøjer
Lørdag bød på et stort og varieret jubilæumsprogram.
På fodboldbanen blev der spillet jubilæumskamp med tidligere spillere fra Vognsild og Østrup, ligesom der var fodboldturnering for familier og gader.

Mange havde især set frem til landsbydysten, som blev genoplivet i anledning af jubilæet. Her dystede Vognsild mod Østrup i en række forskellige discipliner.
Der blev kæmpet bravt, men denne gang kunne Østrup løbe med sejren. Vognsild må derfor sigte efter revanche, når landsbydysten efter alt at dømme vender tilbage næste år.
Desuden kunne publikum opleve en flot udstilling af veterantraktorer, biler, motorcykler og knallerter.
Festlig afslutning med musik og minder
Lørdag aften satte punktum for jubilæumsugen. 85 deltagere var samlet til en festlig aften med spisning og musikalsk underholdning leveret af Peter Maler fra Gjøl, som spillede op til dans.
Som velkomst holdt Per Rask Jensen jubilæumstale. Talen var både sjov, spændende og fascinerende, da der blev fortalt om tidligere borgere i byen og trukket på en lang række gamle navne og historier. Det satte for alvor gang i minderne hos mange af de fremmødte.
LÆS: JUBILÆUMSTALE: 50 år med idræt, fællesskab og gode historier i Vognsild

Tak til de frivillige
Efter en uge med et omfattende program er der stor tilfredshed i Vognsild Idræts- og Boldklub.
– VIB siger tusind tak for en helt igennem fantastisk uge. Vi er både trætte, stolte og utrolig taknemmelige, siger Lone Jensen.
Hun sender en særlig tak til alle de frivillige, som har hjulpet med stort og småt før, under og efter arrangementerne.
– De har slidt, slæbt, knoklet, bagt, lavet mad, skænket, ryddet op, stillet op og hjulpet til. Uden jer havde det ganske enkelt ikke været muligt at gennemføre så stort et program.
Og selv om 50-års jubilæet nu er fejret, er der ifølge Lone Jensen ingen tegn på, at aktiviteterne i Vognsild stopper.
– Det er fællesskabet, der gør VIB til VIB – tænk sig 50 år – og vi er langt fra færdige endnu!
/cf
