VOGNSILD: Vognsild Idræts- og Boldklub (V.I.B.) har netop fejret 50 års jubilæum med Sommerfesten, der i jubilæumsudgaven var udvidet med flere programpunkter. Heriblandt en jubilæumstale lørdag aften, afholdt af medstifter af V.I.B. Per Rask Jensen, der i dag bor i Varde.
LÆS hele talen her:
-Jubilæet kom jeg selv til at gøre lidt opmærksom på et Facebook opslag, fordi det undrede mig, at der ikke var andre, der lige havde noteret sig at den 26. maj 1976, der stiftede vi idrætsforeningen.
Så jeg kom til at skrive noget, og så tog det en ord og det andet, og så blev der arrangeret noget, og det synes jeg er super fint, og jeg fik så den opgave at sige lidt om fortiden. Det er man jo blevet gammel nok til at fortælle nogle måske sjove historier og minder fra de første år i Idrætsforeningen. I de så godt 40 år, jeg har været væk fra byen, så er der jo sket rigtig meget, og da jeg jo ikke kender allesammen, fordi der er jo sket udskiftninger og kommet nye til, Så lige lidt om mig selv. Jeg er født i Aarup, så det blev jo Vognsild, der ligesom blev min by.
Dengang summede byen og omegnen af liv. Der var to købmænd, en sparekasse, tømrerforretning, dørfabrik, betonstøberi, tankstation, bager- og brødudsalg, hjemmeslagter, og så var der en masse landbrug. Så det var en lidt anden by, end den vi kender i dag. Der var masser af børn og unge mennesker i husene, så der var altid nogen at lege med, og min mor ledede gymnastikken nede i forsamlingshuset, for dem der kan huske, der var sådan et. Så der var også i dengang organiseret idræt i byen.
Når jeg husker tilbage, så var en af de sjove ting ved at lære Vognsild at kende, var de øgenavne, som folk havde. Så det tog virkelig lang tid at finde ud af, hvem de forskellige var.
Nogle øgenavne var jo nødvendige, fordi der var, selvom byen ikke var så stor, flere der hed Anna og flere, der hed Arne. Nogle fik jo så blot deres beskæftigelse føjet til navnet, og det blev jo til Tøv-Anne eller Arne-Vognmand for eksempel, og så vidste vi alle sammen, hvem de var. Men det svære var jo, at der var nogle, der fik navne som ikke var helt så indlysende, i hvert fald ikke sådan for en knægt som mig. Hvem var mon Hundehandleren? Kræn Svåt, Svenskeren, Kjærhumperen, Stjernekikkeren, Lys Marie og Christian Eddermeje. Jeg kan virkelig sætte mig ind i, hvor svært det er at være tilflytter til byen her, og at finde ud af, hvem de personer er.
Midt i 60’erne fik vi den nye Centralskole i Vestrup, og så kom vi faktisk også til at kende børnene fra Østrup, og fandt ud af, at der også var en verden uden for Vognsild. Vestrup Centralskole havde næsten 200 elever dengang, tror jeg, og det gav rigtig gode forudsætninger for at have nogle idrætsforeninger, både Østrup og Håndboldklubben Vestrup-Vognsild KFUM. Sidstnævnte havde sin storhed med hele to drengehold, hvor det ene endda blev Himmerlandsmester ved at besejre selveste Grønnerup med 8-4 i finalen. En del af navnene herfra dukkede senere op, da vi stiftede idrætsforeningen, for eksempel den senere formand, Jan Dyregaard men også John Jensen, Freddy Jensen og Ole Vognmand var at finde fra det hold. Peter Hougaard var også dengang ekstremt aktiv, og udgjorde en enmandshær i Vestrup-Vognsild KFUM.
Han kunne skrive både træner og holdleder og chauffører på sit CV. En weekend i november skulle vi spille i Aalestrup. Hele holdet, og jeg siger hele holdet inklusive udskiftere, de var pakket ind i Peter Hougaards bil.
Det var ikke gået i dag men dengang var der endnu ikke krav om sikkerhedsseler i bilerne. Da vi skulle hjem derfra var det blevet et frygteligt uvejr. Den værste snestorm havde ramt vejen fra Aalestrup til Østrup. Den var lukket og fuldstændig ufremkommelig, så vi måtte ad hovedvejen.
Undervejs kom vinduesviskeren for overarbejde, så de to knægte, der sad ved siden af Peter på forsædet de måtte rulle vinduet ned og fjerne sneen fra forruden. Det var faktisk så slemt, at jeg måtte hentes på en traktor, og jeg tror, der var en to-tre spillere, der måtte overnatte hjemme hos Peter, fordi de simpelthen ikke kunne komme hjem. Men vi var gode, og vi havde det sjovt, men foreningen mistede næsten pusten, da vi fandt ud af, at der også var knallerter og piger i den her verden.
Og derfor var sportsaktiviteterne i byen i mange år ret uorganiserede. I sommerhalvåret slog vi græsmarken, der var der jo kun det stadion derovre, og så samledes vi om aftenen og i weekenderne og spillede fodbold, og gudskelov havde de gamle mål fra KFUM-tiden overlevet, så der var nogle mål at spille på.
Og sådan var det sikkert fortsat, hvis der ikke var kommet en ny familie til byen. Peter Plougmann, Laursen og familien flyttede ind på første sal over sparekassen, som dengang lå på Smedevej, nede for enden af Morumvej. Snart blev det sted et slags fritidshjem for byens unge mennesker.
Ud ad vinduerne lød Abba’s Dancing Queen og Tommy Seebach og andre af tidens lange toner. Her fandt vi unge mennesker et mødested og frirum, fordi der var nok lidt friere tøjler og lidt mere frisind end de fleste var vant til hjemmefra. Jeg kan i hvert fald sige, at vi holdt ikke Ugens Rapport i mit barndomshjem.
Godt nok eksperimenterede nogle af vores forældre med selv at fremstille vin. Peter gav lige et ekstra tand, så han kunne bytte både på hjemmebrændt Whisky og Pernod og det der var endnu stærkere. Det var alligevel lidt mere spændende.
Peter var også initiativtager til Gadefesten på Smedevej. Den fandt sted nede ved Sigurd Hansens lade. Og senere blev det til den byfest, som vi så kender i dag. Det var også Peters opfindelse.
Han havde jo adgang til en trykkeri, og Peter mente, at jeg så var mere kendt i byen end han selv var. Så derfor blev det der med byfest avis mit job. I 1976 i foråret, så foreslog Peter, at vi skulle stifte den her idrætsforening.
Han havde faktisk allerede selv givet den her navn Vognsild Idræts og Boldklub forkortet V.I.B. Han havde også allerede kontaktet DGI og skabt et forslag til vedtægter og hos en af sine kunder havde han fået lavet udkast til logo V.I.B. Og den 26. maj 1976 blev foreningen stiftet. Det boblede af idéer og aktiviteter.
Og så har der været Skt Hans og julestuer og juletræsfester, familiefodboldstævner og børneaktiviteter, kagekonkurrencer og gåture. I kender jo mange af dem i dag. Fodbold og håndbold, det var den største aktivitet, og vi havde rigtig vind i sejlene. I 1978 rykkede førsteholdet op i Serie 5 og vi var ikke til at skyde igennem, og Flemming Nielsen regnede allerede på, hvornår vi skulle spille finale i Parken. Så hurtigt kom det dog ikke til at gå.
På kvindesiden i håndbold havde vi nogle meget talentfulde overgange, som Kaj fra Østrup havde trænet i mange år, og hvor Jan Dyregaard også gik ind og overtog det gode arbejde. Allerede det første stævne pigerne var til i Åbenrå der tog de førstepladsen og hjemførte et kagefad, som faktisk kun var en vandrepokal. Men også byens ældre damer fik mod på at spille håndbold, og det var så mig, der fik fornøjelse af at træne dem og følge dem til kamp.
Der var da et par stykker, der som ret hurtigt faldt fra, fordi allerede under den første kamp, der sprang BH’en på en af dem. Og så var den karriere ligesom slut.
Men der var nogle enkelte, der holdt ud, og det gav jo rigtig mange sjove perioder. For eksempel var der en, der skulle køre til en udekamp, og så var det så en af spillerne, da de var kommet godt ud af byen, der kom i tanke om, at hun havde faktisk sat et af sine børn i bad. Så måtte hun måtte vende om, og så køre hjem, og få barnet op af badet. En sommer var det en af spillernes ældre mænd, som var på en særlig mission under en strandtur.
Fordi under svømmeturen tabte konen nemlig sit gebis, så stranden i Ertebølle måtte finkæmmes, til det dukkede op. Under en håndboldkamp fik jeg nærkontakt med det gebis. Kællingerne, som vi kaldte dem, det var ikke gået i dag, men det kaldte vi dem, de gik altid til den, og var rigtig engagerede, og under en tackling i kampens hede, så brækkede det gebis. Og jeg tænkte, så kommer hun jo så ud, og beder om at blive udskiftet. Hun kom også ud af, men så sagde hun frem med hånden, og så spyttede hun det ud. Og så fortsatte hun. Som I kan forstå, så var der et ret stort frisprog på det der oldgirls hold. Og der var rigtig mange gode historier til byfestavisen.
For eksempel var der en gang, vi sad efter en kamp og fik en øl, og så var der en af spillerene, der programmerede, jeg blev forresten gravid i går. Og hvad siger man så lige som træner. Jeg håber, vi sagde tillykke.
Tiden i Vognsild var virkelig skøn, og det sammenhold, vi havde dengang, det var sådan helt unikt.
Jeg er rigtig glad for, at mange af de aktiviteter, vi startede dengang, er videreført, og at der er kommet nye til. Både nye kræfter og nye aktiviteter.
Jeg vil bede jer alle sammen om at støtte op om dem.Det er det, der gør det værd at bo og leve, også i de uger, hvor der ikke er byfest i Vognsild.
LÆS: 50 års jubilæums Sommerfest fejret med masser af deltagere og nostalgi – FOTOS