FARSØ: I sidste uge landede Farsø Festens byfesthæfte i postkasserne og samtidig blev billetterne til den populære grisefest sat til salg i forbindelse med Hot Sommer.
Grisefestbilletter blev revet væk på 16 minutter
Grisefestbilletterne blev revet væk på 16 minutter, hvilket efterhånden er ved at være kutyme. Grisefesten der i år kan have 720 gæster til selve spisningen er årets populæreste fest i Farsø. En fest der – for manges vedkommende er en vennefest, gadefest eller firmafest. Ligesom de forrige år åbnes der for flere gæster efter spisningen, hvor der bliver plads til nogle hundrede mere. Der gøres opmærksom på at man min. skal være 18 år for at få adgang til festteltet denne aften.

– Vi er overordentlig glade for den interesse der er for grisefesten og Farsø Festen i det hele taget, fortæller Kris Rokkedahl der Farsø Festens nye formand.
Også de unge har taget festen til sig
Men han glæder sig i særdeleshed over, at de unge igen har taget Farsø Festen til sig.
For 3 år siden tog Farsø Festen lidt af en satsning ved at invitere kendte kunstnere til de unges lørdagsfest. Men det var det der skulle til. Efter det første år med 700 unge lørdag aften, løste 918 unge fra 16 år og opefter, sidste år billet til festteltet lørdag aften.
I år kommer ikke mindre end den verdenskendte danske DJ Martin Jensen til Farsø. Med sig har han DJ Justé.
-Så mon ikke billetsalget snildt runder de 1000 i år, lyder det fra Kris Rokkedahl, der tilføjer at nogle hundrede, både fredag og lørdag ”nøjes” med festpladsen udenfor byfestteltet, hvilket er helt fint, for her er der også salg af drikkevarer og rigtig god stemning.
Teltet udbygges og scenen rykkes
Den fantastiske tilslutning til Byfesten fredag og lørdag aften er også årsagen til at Byfestteltet udbygges med ekstra 5 meter som i jubilæumsåret for 2 år siden. Det er der behov for.
Samtidig bliver scenen placeret for enden af festteltet. Det er både godt og praktisk fortæller Kris Rokkedahl.
Desuden oplyser han, at priserne i baren og enteen er de samme som sidste år.
Store byfestdage og kæmpe opbakning
Også andre programpunkter har fået øget tilslutning. Det gælder Ølbanko torsdag aften, hvor 226 deltog. Festlig bliver det også denne aften, hvor lokale PJ Tec for anden gang sponsorerer et flot fyrværkeri over Søanlægget. Tidspunktet er bevidst valgt. Det er lige blevet mørkt og ikke for sent på en hverdagsaften.
Kris Rokkedahl nævner også søndag eftermiddag som en stor dag, hvor familier, efter optoget møder op på festpladsen og i teltet. Populære MD-Duo spiller, der er kaffe og kage, madvogne og legeland. Sidste år var ca. 700 omkring byfesten søndag eftermiddag. Så endnu en stor byfestdag!.
Byfesten er også for børn
Legelandet får i år nyheder, bl.a. en hoppeborg med rutsjebane. Børnedisko med Sille og kreaværkstedet, som var nyheder sidste år er også tilbage i år lørdag eftermiddag. Disse aktiviteter henvender sig især til de 8-14 årige.
Lørdag eftermiddag bliver i hele taget for børn i alle aldre. Ud over ovenævnte er der også guldgravning i en kæmpe container med sand, hvor præmierne er slik. Der er også børnekræmmermarked, hvor børn kan få solgt godt ud af deres brugte – men gode legetøj.
Legelandet er gratis torsdag aften og fredag formiddag
Kris Rokkedahl opfordrer i øvrigt dagplejere og børnehaver til at kigge forbi festpladsen fredag formiddag, hvor det er gratis at benytte legelandet, hvis det ikke regner. Torsdag aften efter Farsø Løbet er det i øvrigt også gratis for børn at benytte legelandet. De øvrige dage kan der løses dagsbillet eller partoutbillet.
Det festlige optog søndag
Byfesten håber på rigtig mange gode indslag til byfestoptoget søndag eftermiddag, hvor såvel voksen- som børneindslag præmieres.
– Der er stadig god tid til at finde på kreative indslag, opfordrer Kris Rokkedahl, der oplyser at alle der stiller op med et indslag får kr. 500,- til at købe materialer for.
Til vinderne af det flotteste, mest aktuelle, sjoveste indslag samt flotte børneindslag er der penge præmier. Hvem det bliver, afsløres søndag eftermiddag.
Til aften slutter festen af med slantefest mellem kl. 18.00-19.00, hvorefter Farsø Festen siger tak for i år.
-Vi håber, alle vil bakke op om festen – børn som voksne, så den igen kan blive helt fantastisk, siger Kris Rokkedahl.
Festteltet rejses på lørdag
På lørdag går byfestkomiteen og dens mange stærke hjælpere i gang med at rejse festteltet i Farsø Søanlæg. En opgave, der inklusiv indretning af teltet, tager en halv dag, selvom rigtig mange frivillige tager en tørn.

Læs byfesthæftet
Programmet for festen fremgår nedenfor og i det omdelte byfesthæfte. Byfesthæftet blev omdelt i postkasserne i sidste uge. Hæftet er udover husstande i 9640 også omdelt i byerne Haubro, Vognsild og Østrup, der naturligvis også skal til Farsø Fest.

I byfesthæftet fremgår alle programpunkter og praktiske informationer omkring Farsø Festen. Programmet viser også med al tydelighed at festen har en god opbakning fra de lokale erhvervsdrivende.
Det gælder også tombolaen som har ekstraordinært mange sponsorerede gevinster i år. Farsø Festens nye tombolavogn har i øvrigt også været med til de fire Hot Sommer mandage.
-Støt derfor vore annoncører, VIP sponsorer og tombolagave givere – de støtter nemlig os, siger Kris Rokkedahl.
Bag FarSØ Festen står klubberne FUIK, Farsø KFUM HK, Farsø Rideklub og Farsø Motionsklub og de mange frivillige under festen arbejder alle for et overskud på Farsø Festen, som kan gå til ungdomsarbejdet i klubberne. Det vurderes at ca.200 frivillige fra klubberne er i gang under festen og de lægger ca. 900 timer i arbejdet. Hertil kommer byfestkomiteens hundredvis af timer. Det er da en indsats som skal belønnes og det kan man altså gøre ved at møde flittigt op til Farsø festen i uge 33!.
/cf

