FARSØ: Det er i år 40 år siden, at bagermester Allan Søkbæk Sørensen overtog Nørregades Bageri.
Fra landmandsdrøm til bagermester
Egentlig ville Allan Søkbæk Sørensen have været landmand, men det endte med, at han gik i lære som bager i sin hjemby Haubro. I 1984 blev han udlært bager fra Haubro Bageri, hvor han var gået i lære i 1981.
Blot to år senere besluttede den kun 21-årige bagermester, at han ville være selvstændig med egen bagerbutik. Han overtog Nørregades Bageri på Nørregade 66 i Farsø og åbnede 24. juli 1986.
En bagerbutik med historie
Ved overtagelsestidspunktet havde bageriet stået tomt i to år, og i årene forinden var det kun butikken, der blev brugt til bagerudsalg. Fra bagermester Christian Bachs tid stod der dog et bageri og tilhørende beboelse.
Det var derfor en komplet bagerbutik, som Allan Søkbæk Sørensen overtog. Han foretog enkelte ændringer, men ellers er butikken den samme som da han startede i 1986.

Et fælles livsværk
Men Allan har ikke gjort det alene. Hustruen Lene har været den tro støtte sammen med medarbejderne.
I sin beskedenhed siger Allan det igen og igen: – Uden Lene kunne jeg ikke have gjort det her.
Sammen har de også tre børn, og tidligere i år blev de bedsteforældre.
Håndværk og kvalitet
Det at være bager er en særlig livsstil. Allan bager alt fra bunden, og der arbejdes med råvarer af bedste kvalitet, som han håber kunderne kan smage. Opskrifterne er blevet ændret gennem tiden, og bageriet følger med udviklingen, men visse opskrifter fra 1986 bliver stadig brugt.
Ud over rundstykker og specialbrød er et stort udvalg af morgenkager såsom hanekam, kongesnegl, høj snegl, spandauer med creme eller syltetøj, smørkage og forskellige kranse altid at få i bagerbutikken.
Arbejdsdagen begynder klokken tre
For Allan starter arbejdsdagen hver nat kl. 03.00. Her gøres brød og kager klar til bagning, så der er friskbagt brød, når butikken åbner kl. 06.00. Allan fortsætter med at bage nogle timer endnu indtil cirka kl. 09.30, hvor han har brug for nogle timers søvn.
For alle bagere er søndag den største salgsdag. Sådan er det også for Allan. Der går han allerede i gang lørdag aften med at bage rundstykker, snegle og smørkager, så de er klar i lugen i selve bageriet lørdag aften fra kl. 20.45.
– Jeg har talt sammen til, at jeg har haft cirka 1.800 lørdagsåbninger i “lugen”, mens jeg har haft Nørregades Bageri, fortæller Allan, der i dag er 61 år.
“Lille, stabil og sund”
Igennem årene har Allan Søkbæk Sørensen ikke kun leveret bagerbrød til egen butik, men også til supermarkeder, kiosker med mere. Det er ganske vist blevet mindre de seneste år, men alligevel driver Nørregades Bageri en god forretning.
– Mit motto for butikken er “Lille, stabil og sund”, fortæller Allan.
Passion for røde Bukh-traktorer
Ud over familie og bageri har Allan også en særlig hobby, nemlig Bukh-traktorer, som han har adskillige eksemplarer af.
For at kompensere for sine landbrugsdrømme som ung begyndte Allan for omkring 25 år siden at interessere sig for veterantraktorer.

Han skruer selv på de røde traktorer og restaurerer dem. Der bliver naturligvis også kørt på dem – både i veterantraktorklubben og på Hessel. Men man ser også Allan på sin røde Bukh, når der er Hot Sommer, hvor han kører bagervognen til midtbyen for at sælge friskbagte rundstykker og kager. Til jul agerer den røde traktor også julemandens traktor, når julemanden ankommer til Farsø.
Jubilæum fejres med særlige tilbud
I anledning af 40-års jubilæet har Nørregades Bageri i denne uge særlige jubilæumstilbud.
/cf

