FARSØ: Solen skinnede fra en skyfri himmel, og stemningen var høj, da medlemmer af Ældre Sagen Farsø forleden drog afsted på foreningens årlige todages sommerudflugt.
Den fyldte bus satte først kurs mod Horsens, hvor deltagerne fik en spændende rundvisning i det tidligere Horsens Statsfængsel. Her fortalte en engageret guide om fængslets historie, bygningerne og livet bag murene gennem tiden. Efterfølgende blev frokosten nydt i de historiske omgivelser.
Turen fortsatte derefter til Sønderborg, hvor deltagerne blev indkvarteret inden middag og aftenens forestilling ved Sønderborg Sommerrevy. Revyen, der har eksisteret i 44 år og kun har skiftet ejere to gange, vakte stor begejstring blandt deltagerne. Især anden afdeling med Thomas Eje i rollen som Donald Trump fik mange grin frem.
På udflugtens anden dag gik turen til Schackenborg Slot i Møgeltønder. Her fik gruppen en grundig rundvisning på det imponerende slot, som stod færdigt omkring 1648. Slottet fremstår i dag stort set som ved opførelsen og er særdeles velbevaret. Schackenborg ejes i dag af en fond med blandt andre ECCO, LEGO og Danfoss blandt bidragyderne.

Efter frokost på Schackenborg Slotskro fortsatte turen til ECCO, hvor flere benyttede lejligheden til at købe nye sko. Besøget blev rundet af med kaffe og sønderjysk brødtorte.
Det var en særdeles vellykket tur med mange gode oplevelser og hyggeligt samvær.
Selv om sommerudflugten nu er afsluttet, holder aktiviteterne ikke pause. Hen over sommeren tilbyder Ældre Sagen Farsø blandt andet vandreture om mandagen, søgang og krolf om tirsdagen, petanque om torsdagen samt golf i Hvalpsund Golfklub.
Sæsonens sidste særlige arrangement bliver rundvisninger på Globen i Vester Hornum.
