STISTRUP: Selvom campingsæsonen officielt åbnede til påske, så er det ofte først i forbindelse med Kr. Himmelfartsferien og Pinsen, at det for alvor begynder at summe på campingpladsen.
Sådan er det også på Farsø Fjord Camping i Stistrup. Campingpladsejerne Christina Møller Eriksen og Carsten Nørgaard samt campingpladsens aktivitetsudvalg har fuldt program allerede fra Kr. Himmelfartsdag, og det er både for gæster og besøgende.
Kr. Himmelfartsaktiviteter
Her åbner poolen for sæson 2026, så spændende bliver det, hvor mange der tager sæsonens første forfriskende dukkert.
Lørdag vil der være boder med spændende ting til salg i gårdhaven og for børn er der ansigtsmaling. Mon ikke aftensmaden for de fleste campister på campingpladsen og folk i nærområdet og sommerhusene denne aften vil stå på ”Lørdagskylling”, da foodtrucken Guldkyllingen kigger forbi med sprøde og saftige langtidsstegte kyllinger. Hvis man ikke er til kylling så byder Cafe Hygge på lækre specialiteter, f.eks. campingpladsens egen signaturret Farsø Fjord burger.
Pinsefest med livemusik
En uge senere fortsætter programmet i forbindelse med pinsen. Pinselørdag inviteres der til fest i Cafe Hygge, hvor Den Syngende Bager sørger for musikken. Arrangementet er åbent for alle interesserede – også dem, der ikke bor på campingpladsen. Festen er i øvrigt den første af tre med livemusik denne sæson. De øvrige to finder sted til juli.
Pinsesøndag bliver der underholdning for de yngste, når Kaptajn Hvidskæg gæster campingpladsen med ballonshow.
Opgraderet petanquebane
På Farsø Fjord Camping fylder petanque også meget i sommerhalvåret. Derfor har campingpladsens petanqueudvalg netop udvidet banen og lagt nyt grus på anlægget, så forholdene er klar til sommerens mange dyster. Banen kan også benyttes af gæster udefra, og petanquekugler kan lejes i receptionen.

/cf

