FARSØ: I sidste uge kiggede Peter Møller fra Lions Club Farsø forbi Plejecenter Højgården for at nyde tonerne fra plejecentrets nyerhvervede klaver.
Det er nemlig Lions Club Farsø, der med salg af Forfatterbyens kuponhæfte sidste år, har besluttet at donere klaveret til plejecentret.
Fællessang og musik har en høj prioritet på stedet, og derfor vil klaveret blive benyttet når lejligheden byder sig, og man har en pianist til stede.
Nøje udvalgt
El-klaveret er udvalgt af Farsø kirkes organist Tamara Søndergaard, der hver anden torsdag, når der afholdes gudstjeneste i fællessalen på Plejecenter Højgården, sætter sig til klaveret for at spille til salmerne.
El-klaveret har hun fundet i en klaverbutik i Århus. Det er et kvalitetsklaver af mærket Roland, at det er hvidt er lidt en tilfældighed, men det passer flot ind i fællessalen, og er let at skubbe frem og stille tilbage igen.
-Klaveret har en flot regulær klang og spiller rummet godt op, fortæller Tamara Søndergaard, der demonstrerer at klaveret også egner sig til at spille til et gospelkor, hvis et sådant skulle kigge forbi. Men ellers er klaveret til fri brug for musikanter, når Højgårdens Venner eksempelvis afholder underholdningseftermiddage med indbudt musik. Klaveret står også klar, når Bente Saarup spiller til Skt. Hans og 2. søndag i advent.

Mange får gavn af klaverets toner
Det er langt fra kun beboere på plejecentret der deltager i aktiviteterne og arrangementerne på Højgården. Der kommer også mange fra byen, ligesom pårørende til beboere deltager.
At mange får gavn af klaverets toner, har gjort at Højgårdens Venner, som egentlig er modtager af donationen på kr. 15.000 fra Lions Farsø, har valgt at anskaffe det nye klaver.
Det falder også godt i tråd med Lions formål, som er en humanitær organisation, hvor 1/3 af donationerne går til lokale formål.
-I Lions Farsø er det dog nærmere 2/3 der kommer lokalområdet til gode, det skyldes vore gode lokale aktiviteter. som såvel lokale virksomheder som lokale borgere bakker op om, fortæller Peter Møller.
Både formand for Højgårdens Venner, Kjeld Nøhr og centerleder på Plejecenter Højgården, Lene Arved, takkede for gaven, som man har nydt siden starten af december, hvor klaveret første gang blev taget i brug.
/cf
