Forfatter til kontroversiel kongehusbog gæster Farsø Bibliotek

FARSØ: På onsdag har man mulighed for at komme helt tæt på det danske kongehus’ historie, når journalist og forfatter Peter Kramer gæster Farsø Bibliotek.

Han vil fortælle om de historier, der dukker op, når man kradser lidt i overfladen af kongehusets historie og blandt andet finder forbindelser til Hitlers Tyskland. Med bogen Ridser i lakken kaster forfatteren lys over et af de mest mørklagte og kontroversielle kapitler i danmarkshistorien.

Hør om prinsessen, der blev landsforvist for sine nazistiske sympatier. Om kong Christian 10., der gentagne gange besøgte Hitler. Om et kronprinspar, der var æresgæster hos Göring i Berlin. Og om den kongelige jagtejendom i Trend og forbindelsen til stornazisten, Heinrich Schimmelmann.

I foredraget fortæller Peter Kramer levende om researchen, reaktionerne og arbejdet med bogen, som er en af de senere års mest omtalte og omdiskuterede bøger. Undervejs vises en stribe ubekvemme billeder, blandt andet fra Görings private fotoalbum.

-I Vesthimmerland værner vi om kongehuset og sætter stor pris på det privilegium, det er, at vores kommune huser den kongelige jagtejendom i Trend – og dermed også medlemmer af den kongelige familie, når de ferierer der. Mange af os har måske haft en romantisk forestilling om, hvordan det daværende kronprinsepar, Frederik og Ingrid, fandt frem til vores smukke egn og besluttede at bygge deres jagtejendom netop her. Derfor vakte det stor forundring, da Peter Kramers bog Ridser i lakken afslørede, at det i virkeligheden var daværende Lensgreve Schimmelmann – en åbenlys nazist, som efter krigen blev dømt og fik konfiskeret en stor del af sin formue og tre af sine godser – der fandt jorden i Vesthimmerland til formålet. Det åbner for en ny og vigtig samtale om både vores historie og vores selvforståelse, udtaler formidler Mette Drejer Jørgensen, Vesthimmerlands Biblioteker.

Peter Kramer har i årtier arbejdet med journalistik på højeste niveau som tidligere redaktionschef på TV2 Nyhederne og direktør for TV2 Østjylland. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.