Svar på Niels-Karl Lyngbys læserbrev

Allan Ritter Andersen

Allan Ritter Andersen

Af: Allan Ritter Andersen (C ), Formand for Teknik- og Miljø i Vesthimmerlands Kommune

LÆSERBREV: Visualiseringer af energipark skrevet af Niels-Karl Lyngby, Vester Hornum
LÆS OGSÅ: Udvalgsrundtur med visualiseringer

Som du skriver i dit læserbrev, var alle medlemmer af udvalget på en tur i projektområdet mandag den 21. oktober. Formålet var, at vi som udvalg kunne få et samlet overblik og diskutere tingene undervejs. Jeg ved, at alle medlemmerne af udvalget selv har brugt en del tid på egen hånd i området. Det er dog vigtigt, at vi har en fælles oplevelse af området til den videre planlægning.

Vores forvaltning havde til lejligheden fået produceret nogle visualiseringer, så vi kunne få en idé om, hvordan området kan komme til at se ud, hvis det fulde projekt vedtages.

Byrådet har sat planlægningen i gang, og der vil komme et udkast til en lokalplan, som vil blive sendt i høring. I den forbindelse vil der være mange visualiseringer med, så alle har mulighed for at få et indtryk af tingene, før der gives et høringssvar.

Jeg er meget enig i dine betragtninger om, at borgerne skal inddrages. Det synes jeg bestemt også er tilfældet. Først på borgermødet i forbindelse med fordebatten, og nu igen, hvor der er mulighed for at indgive høringssvar i forbindelse med lokalplanen. Derudover ved jeg, at der har været mange besøg hos borgere i området fra mine byrådskollegaer og fra min side.

Det er en sag, som vi har brugt – og fortsat vil bruge meget tid på. Det fortjener den, da den har betydning for mange. Der er borgere i området, der ønsker, at vi træffer en beslutning hurtigt, da de har indgået gode salgsaftaler af deres ejendom. Samtidig er der borgere, der ikke har indgået sådanne aftaler og ønsker, at store områder, hvor de bor, bliver taget ud af projektet. Udfordringen nu er at finde en balance, så vi ikke udelukker områder, som kan forhindre eksisterende aftaler i at blive realiseret.

For mig er dette projekt også et ansvar i Danmarks vej mod at blive uafhængig af russisk gas og blive 100 % selvforsynende med grøn strøm. Samtidig tror jeg på, at det kan være med til at løfte vores kommune på erhvervssiden. Fremtidens virksomheder ønsker grøn strøm og vil placere sig steder, hvor det er tilgængeligt. Det bliver der mulighed for i Holme. Der er i området også ambitioner om at lave strømmen om til power-to-X.

Nu handler det for mig om, at vi lander dette projekt, så vi sikrer alle i området så godt som muligt. For mig er spørgsmålet ikke, om der skal være et anlæg, men snarere om dets omfang og hvordan vi bedst muligt kan tilpasse det til områdets beboere.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: