Fuik’s Venner bidrager med mange aktiviteter og penge

FARSØ: Fuik’s Venner har taget hul på en “travl” tid (efterår/vinter).

-Knap nok var vi ovre vore opgaver i forbindelse med Farsø Festen før fodbolden blev slået i gang med diverse aktiviteter såsom “hyggebod” til udvalgte hjemmekampe på stadion, hvor vi sælger stadionplatter og drikkevarer, fortæller formand for Fuik’s Venner, Jens Røschmann.  

Den sidste hjemmekamp for førsteholdet i serie 2, der spilles lørdag, er den sikre oprykningskamp til serie 1, hvor vi selvfølgelig også klar med vores bod, lyder det videre fra Jens Røschmann, der fortæller mere om Fuik’s Venners mange aktiviteter.  

Klublotto
-Tidligt i foråret startede vi op på salg af klublotto, efter vi havde fået opgraderet vores “eget” system til registrering. Vi har også udtrukket de heldige vindere som selvfølgelig er glade for en “ekstra” skilling, der er 4×3 gavekort til lokale butikker på 100, 200 & 500 kr. Gavekortene bliver overrakt personligt, hvis det er muligt. Men det hænder, at nogle af “Klublotto” vinderne i dag er bosiddende langt fra Farsø, så det derfor ikke er muligt at overrække dem gavekortene personligt, men så finder vi et familiemedlem som kan modtage gevinsten i stedet, fortæller Jens Røschmann.   

Formand for Fuik’s Venner, Jens Røschmann overrækker her Rikke Øgaard et gavekort til de lokale butikker som vinder i Klublotto.

Golfmatch
I forbindelse med sæsonopstarten havde Fuik’s Venner arrangeret Golfmatch på banen i Hvalpsund. Nicklas Poulsen Per Lyngby stod for det praktiske med arrangementet som samlede 24 “gl.” FUIK spillere, som havde en fornøjelig eftermiddag med masser af Fuik hygge. Vinder blev Poul C. Sørensen, tidl. medarbejder i Brugsen og dygtig førsteholdspiller.

Gør klar til indefodboldstævne i december
Fuik’s Venner har nu taget hul på forberedelserne til indefodboldstævnet den 7.-8. December i Dronning Ingrid Hallerne som i år har fået ny sponsor så stævnet kommer til at hedde, VestjyskBANK CUP 24. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som har valgt at dele op således, at der er Hyggebold for firmaer/familier samt Dameturnering om lørdagen. Om Søndagen spilles der i regi af “indebold.dk” hvor der er større pengepræmier og kvalifikation til DM stævnet i Grenå i 2025.

Det bliver spændende at se om vi igen kan trække hold fra det meste af Danmark til Farsø. Stævneudvalget er Jens Chr. Pedersen, Søren Kristensen, Torben Sørensen og Jens Røschmann, der håber på stor tilslutning til stævnet både lørdag og søndag.  

Juletræer, julebal og nytårsskyts
Fuik’s Venner vil som de forrige år sælge juletræer fra selvbetjeningsboden på p-pladsen ved tidl. Tøjeksperten. Desuden vil Fuik’s Venner også være med på Store Torv når der tændes for den flotte julebelysning den14. november.

Der skal også igen være julebal 2. Juledag på Hotel Farsø.

-I 2023 var mange hjemme og fejre Jul i Farsø og omegn, derfor var det en fantastisk fest, som vi vil forsøge at arrangere igen, med masser af gensynsglæde og festhygge, fortæller Jens Røschmann.  

Op til nytår hjælper Fuik’s Venner XL- Byg Farsø med at sælge fyrværkeri fra Fuik’s lokaler og stadion ligesom de tidligere år.

Bidrag til ungdomsafdelingen
Dette er et lille indblik i hvad Fuik’s Venner, med opbakning fra mange Fuik fans som hjælpere, arbejder med, for at kunne gøre livet nemmere for Fuik og Fuik’s ungdomsafdeling, trænere og ledere. Derfor er vi glade for igen at kunne bidrage med kontanter til Fuik. I Jubilæumsåret 2023 donerede Fuik’s Venner 150.000 kr. fortæller Jens Røschmann.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: