Bedre forbindelse i Trend

TREND: Mobilsignalet i Trend området er meget dårligt. Det vil TDC nu imødekomme ved opsætning af en 30 meter høj antennemast centralt i sommerhusområdet.

Masten vil kunne forbedre og fremtidssikre området i forhold til telefoni og internet.

TDC peger selv på en placering ved Mariesvej, der ud over at være en central placering i sommerhusområdet, også skaber de bedste forudsætninger for en stabil forbindelse.

Den 30 meter høje antennemast ønskes opført som en rørmast eller gittermast. Antennemastens tilhørende teknikskabe i op til 2 meter højde kan afskærmes med beplantning. 

Opsætningen af antennemasten kræver et tillæg til lokalplanen som er gældende for sommerhusområdet i Trend. Desuden er Lokalplanens område beliggende inden for kystnærhedszonen, der er defineret som et 3 km bredt bælte langs de danske kyster. Ifølge planloven skal der redegøres for, hvordan planlagte bebyggelser og anlæg i denne zone vil kunne påvirke kysten visuelt, og afviges der væsentligt i højde (over 8,5 meter) eller volumen skal der afgives begrundelse herfor. Masten vil således med sine 30 meter være væsentligt højere end omkringliggende bebyggelse og ca. 850 meter fra Limfjorden.

Begrundelsen er at mastens højde er nødvendig for at sikre en tilfredsstillende mobildækning både nu og i fremtiden. Opstilling af master er et nødvendigt led i samfundets udvikling. Masten opføres i tilknytning til et stærkt bevokset område med høje træer, der sammen med sommerhusene og den øvrige beplantning vil være med til at sløre mastens fremtrædning set fra kysten.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde i mandags blev det besluttet at anbefale økonomiudvalget og Byrådet, at sende planforslaget i høring i 4 uger indenfor lokalplansområdet og de nærmeste naboer.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: