Ikke alle synes om cykelsti forbi vandtårnet

FARSØ: I forbindelse med prioritering af Vesthimmerlands Kommunes cykelstipuljer besluttede Teknik- og Miljøudvalget helt tilbage i 2022, at skabe en naturlig stiforbindelse forbi Farsø Vandtårn via Skovbrynet og Møllestien.

Stiforbindelsen skal være et alternativt løsningsforslag til at lede cyklisterne væk fra Holmevej på strækningen mellem rundkørslen og Falck, da en linjeføring langs med Holmevej vil kræve arealerhvervelse fra de tilstødende ejendomme, ligesom en høj støttemur ind mod falck-stationen vil kræves flyttet.

Der vil derfor også være en stor prisforskel mellem de linjeføringer. I 2022 priser vil anlæggelse af en cykelsti langs Holmevej koste ca. 4,4 mio. kr., mens den alternative stiforbindelse forbi vandtårnet vil koste ca. 0,5 mio. kr. (2022-priser).

Igangsættelsen af cykelstiprojektet har afventet resultatet af byudviklingsplanen for Farsø, som blev endeligt godkendt af Byrådet den 15. juni 2023. Kommunen har ikke siden godkendelsen af byudviklingsplanen for Farsø, arbejdet yderligere videre med projektet, grundet personalemæssige ressourcer.

Indsigelse med 55 underskrifter
Vesthimmerlands Kommune modtog til gengæld i april måned i år en henvendelse med titlen “Indsigelse mod planlagt cykelsti ved vandtårnet” med underskrifter fra 55 borgere. Indsigelsen går på bekymringer om for høj hastighed og dårlig oversigt, hvis cykelstien ved vandtårnet realiseres.

Stiprojektet er stadig i den indledende fase, hvorfor kommunen ikke på nuværende tidspunkt har en konkret plan for, hvordan stiforbindelsen skal etableres, udover en skitseret linjeføring. Den skitserede stiforløb kræver arealerhvervelse af friarealet på nordsiden af linjeføringen som ejes af Farsø Vandværk.

Detailprojektering løser trafiksikkerhed og ulemper
I den fremsendte klage er der belyst forskellige synspunkter og hensyn, som kommunen normalt vil tage i betragtning under detailprojekteringen. Projektet kræver desuden Politiets endelige godkendelse for at kunne gennemføres. Denne indhentes under detailprojektering af stien.

Det vurderes, at stiforbindelsen vil kunne realiseres i en form, således den er trafiksikker at færdes på. Teknik- og Miljøudvalget, som havde borgerhenvendelsen på dagsordenen på sit seneste møde er af samme opfattelse og har besluttet at etableringen af stiforløbet forbi vandtårnet skal fortsætte under hensyntagen til bemærkningerne fra borgerne.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: