NORDJYLLAND: Fra i dag søndag den 1. september har Region Nordjylland overtaget den natlige drift af lægevagten i Nordjylland.
Beslutning taget for halvandet år siden
Det er en beslutning som allerede blev taget for halvanden år siden, da Region Nordjylland indgik en ny aftale om lægevagten med PLO-Nordjylland. I den indgik at Region Nordjylland selv skulle overtage driften af lægevagten om natten, altså fra 23.00 – 08.00 alle dage fra 1. september 2024.
Regionen har selv hjemtaget driften
I slutningen af sidste år besluttede Regionsrådet desuden at hjemtage driften af lægevagten. De seneste måneder er således brugt på rekruttering, forberedelser og kurser for de nyansatte læger, således man var godt forberedt på at starte den nye opgave i søndags.
– Vi ser frem til at løse opgaven og til at skabe et godt samarbejde på tværs af lægevagten, hospitalernes akutmodtagelser og regionens præhospitale virksomhed og give et godt lægevagtstilbud til nordjyderne, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen.
– Vi har ansat erfarne læger med indsigt i almen medicin til at betjene lægevagten, siger Kirsten Damkjær, ledende overlæge og lægefaglig ansvarlig for natlægevagten.
Samme telefonrummer
Selvom Region Nordjylland har overtaget lægevagten om natten, vil alt være som det plejer, når det kommer til kontakten med lægevagten.
– Det vil være det samme nummer, som man skal ringe til, og der vil fortsat være fysisk konsultation de samme steder om natten som hidtil, altså Aalborg, Hjørring og Thisted. Man vil som borger derfor ikke mærke, at det efter kl. 23.00 er regionen, som tager imod dit opkald. I praksis er det mest af alt en organisatorisk ændring, siger Kirsten Damkjær.
Det vil fortsat være læger med stor faglig indsigt og erfaring fra lægevagten, der betjener lægevagten og mange med tidligere erfaring som ansat i lægevagten.
Vagtlægen kører dog ikke ud
En forskel vil der dog være i forhold til tidligere. Vurderer vagtlægen, at man som borger har behov for at blive tilset hjemme, så vil det ikke være vagtlægen selv der kører ud.
I stedet vil det være paramedicinere fra Den Præhospitale Virksomhed, der kommer hjem til borgeren, eller man vil blive transporteret ind til Lægevagten af en taxa eller alternativt en ambulance, siger Kirsten Damkjær.
Som udgangspunkt skal borgeren selv sørge for at komme til Lægevagten om natten, hvis lægevagten finder det nødvendigt. For borgere i Vesthimmerland betyder det i praksis at man skal køre til Sygehus Syd i Aalborg.
Praktiserende læger står fortsat for aftenbetjeningen og dagtimer i weekenden
Fra kl. 16.00 – 23.00 og i dagtimerne i weekenden vil det stadig være de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) der står for lægevagten. Her vil der dog være to vagtlokationer mere end om natten, nemlig Hobro og Frederikshavn, som det også er tilfældet i dag.
/cf
FAKTA:
Hvornår kan du bruge lægevagten:
• Akut behov uden for din egen læges åbningstid (kl. 16-08 i hverdage) og i weekenderne •Pludseligt opstået eller forværret sygdom
•Ulykkestilfælde (ikke livstruende)
Brug ikke lægevagten til:
•Receptfornyelse efter kl. 16. Tjek din medicin jævnligt og forny i god tid.
•Recept på sovemidler og stærkt smertestillende medicin. Kontakt din egen læge i åbningstiden.
•Sygdom, som kan vente til din praktiserende læge åbner
•Viden om håndkøbsmedicin. Kontakt din egen læge eller apotek i almindelig åbningstid.