VESTHIMMERLAND/FARSØ: Fritidsrådet i Vesthimmerlands Kommune afholder Fritidsfestival i hele uge 39, som slutter af med Frivillig Fredag i Farsøs Dronning Ingrid Hallerne.
I hele uge 39 sættes der fokus på det rige fritidsliv med mange forskellige aktiviteter, et foreningsliv, der inviterer indenfor, og ikke mindst hvor ildsjælene fra fritidsområdet i Vesthimmerlands Kommune bliver fejret.
I løbet af ugen afholdes en række arrangementer. Blandt andet vil der være besøg af journalist Lone Kühlmann. Ud fra den nyeste forskning påviser Lone Kühlmann, at man ikke går i stå af at blive gammel. Man bliver gammel af at gå i stå.
Frivillig fredag afholdes i Farsø
Når der om fredagen afholdes Frivillig Fredag, bliver nogle af kommunens mest ihærdige ildsjæle hædret for deres indsatser. Her anerkendes det store frivillige engagement der ses i hele kommunen både indenfor det frivillige sociale område samt det folkeoplysende område.
Uddeling af Frivilligprisen foretages af borgmester Per Bach Laursen, mens Fritidsprisen overrækkes af formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Per Nyborg. Unglederprisen overrækkes af formand for DGI Nordjylland, Benny Hansen. Der vil også være hædring af kommunens idrætsambassadører som formand for Fritidsrådet Poul Erik Pedersen og formand for Kultur- og fritidsudvalget Per Nyborg vil stå for.
På programmet er også et livsbekræftende foredrag af Johnny Sort om, hvordan man rejser sig igen og igen, om at se muligheder fremfor begrænsninger og om at finde meningen med livet – også når livet gør mest ondt. Også Sangkraft Vesthimmerland vil medvirke med fællessang.
/cf

