FARSØ: Langt om længe viste sommeren sig fra sin gode side til Farsøs sommerdille, bagagerumssalget, efter at de to forrige lørdag var regnet væk og ikke gav handler.
I lørdags var alle pladser ved administrationsbygningen i Farsø optaget til sidste plads. Over 80 salgsstande var på plads med alskens varer fra gemmeren – men også fra køkkenhaven. Man fandt måske det man var kommet efter, eller det man ikke vidste man manglede – alt sammen til en god pris.
Pladsbestyrer Simoni Rask var også rigtig godt tilpas. Endelig et sommervejr der kunne kaste nogle handler af sig. Selv sælger han legetøjstraktorer, legetøjsbiler m.v. som kan få det til at krible i fingrene hos ethvert barn.
På andre stande var det værktøj, tøj og nips i rigelige mængder der lokkede. Ja, og så var der nyopgravede kartofler hjemme fra køkkenhaven, som to friske drenge fra Tinghuse havde besluttet skulle sælges på bagagerumssalget i Farsø.