FARSØ: Valget til Europaparlamentet er lige om hjørnet. Der skal stemmes den 9. juni. Derfor turnerer kandidaterne lige nu rundt til valgdebat møder.
Tirsdag aften i sidste uge stod LOF Vesthimmerland og Farsø Rotary bag et møde i Thit Salen i Farsø. Formålet var at gøre de lokale vælgere mere oplyste om hvilke områder EU beskæftiger sig med, og hvordan Danmark kan gøre sig gældende på trods af at Danmark kun har 15 ud af de 705 pladser i Europaparlamentet, som er fordelt på 27 medlemslande.
Tre nordjyske kandidater til Europaparlamentet mødte op til debat i Thit Salen, nemlig Flemming Agerskov fra De Konservative, Jakob Dyrman fra Venstre og Asser Mortensen fra Socialdemokratiet. Selvom de tre kandidater kommer fra tre forskellige partier, så var de alligevel enige om det meste, når det kommer til EU-politik.
En ting var de særligt enige om – stem nordjysk, så Nordjylland igen kan få en stemme i EU!.
Det var tydeligt at sikkerhedspolitikken fylder meget i denne valgkamp. Ved seneste valg var klimapolitikken klart højdespringeren. Men på mødet blev vandmiljø og CO2 naturligvis også drøftet. Danmarks fødevareproduktion i relation til landbruget, tech-giganter, mangel på arbejdskraft var andre emner på to timers mødet i Thit Salen, som desværre langt fra trak fuldt hus. Kun 35 mødte op til debatmødet.
Ved seneste EP valg var stemmeprocenten på 48%. Kandidaterne håber naturligvis på en større valgdeltagelse denne gang, og pointerede endnu en gang, at man skulle stemme på en nordjysk kandidat
/cf