FARSØ: Ud over at kæmpe for Farsø Sygehus, så støtter Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø også med donationer til særlige ting på sygehuset.
På Støtteforeningens generalforsamling kunne formand Lars Andresen fortælle:
-Vi har i årets løb doneret 10.000 kr. til frokoststuen i røntgen afdelingen. Der kom en ansøgning om at støtte indkøbet af en storskærm med lydanlæg, som dels kan hjælpe til at holde overblik under pauser, og dels kan bruges til at gennemføre konferencer og deltage i videomøder. Vi overrakte donationen 8. februar hvor vi fik set den fine nye frokoststue med den flotte skærm, der er til stor glæde for afdelingens ansatte.
Så har vi stadig et lille hængeparti med en donation på i alt 60.000 kr. til indretning af et samtale og møderum på afdeling O4 til tværfaglige konferencer og udskrivningssamtaler med pårørende og patienter. Vi fik den første henvendelse og anmodning om støtte helt tilbage i april 2022. Byggeriet og indretningen af det nye lokale blev dog forsinket, en hel del faktisk, og står først helt færdig i juni måned. Vi har aftalt med afdelingen, at vi skal overrække donationen den 6. Juni, og her vil vi så sammen med Lions Club Farsø lave en officiel overrækkelse af donationen.
Donationen er nemlig fælles donation sammen med Lions Farsø. De har doneret 25.000 til vores arbejde og sammen med 35.000 fra os giver det i alt de kr. 60.000. Der skal herfra lyde en kæmpe stor tak til Lions i Farsø for det meget fine bidrag vi fik i 2022.
I den mindre afdeling har vi også doneret en hvilestol til 4000 kr. til nattevagten på Palliativ afdeling. Det lyder måske som en lille ting, og måske med en lille betydning. Men lige præcis sådan en ting som en hvilestol til nattevagten, er et godt eksempel på hvordan vi kan gå ind og støtte de forskellige afdelinger på sygehuset. Nogle små ting der kan højne glæden og tilfredsheden ved at være ansat eller patient på Farsø Sygehus. Det er faktisk et meget godt eksempel på hvordan vi som støtteforening fungerer og støtter.
Foreningens hovedformål er jo at yde støtte til sygehusets afdelinger, personale og patienter, så vi er rigtig glade for, at vi har mulighed for at komme med både store og små donationer.
/cf
