ERTEBØLLE: Stenaldercenter Ertebølle er – som bekendt, et velbesøgt oplevelses- og læringscenter med fokus på den historiske ertebøllekultur. Men nu skal Stenaldercenteret ikke længere kun være et sted for turister og historisk interesserede, men også for kommunens borgere som et kulturhus – særligt uden for turistsæsonen.
-Centret skal emme af liv og aktiviteter hele året – og være for alle, lød det fra centerleder Louise Villadsen, der det seneste års tid har arbejdet på et koncept, der skal gøre centret til et kulturhus.
Støttet af Nordea Fonden
Kulturhusideen har modtaget fondsstøtte hos Nordea Fonden på hele kr. 649.000. Penge som skal bruges til opbygning af et værksted, fælleskøkken, møbler til forsamlingslokalet samt aktiviteter og kommunikation.
Torsdag i sidste uge havde Stenaldercenteret inviteret til borgermøde. I omegnen af 30 personer dukkede op, fortrinsvis fra Ertebølle. Alle havde de gode ideer til hvad de ønskede i kulturhuset.
Hele huset skal bruges meget mere
Allerede i dag bruges Stenaldercentrets forsamlingslokale – også kendt som cafeområdet, til fællesspisninger og møder, men hele huset kan altså bruges meget mere, og stilles til rådighed af Stenaldercenter Ertebølle hele året rundt.
Louise Villadsen lagde ud med en næsten blank tavle. Efter kun en halv time var tavlen tætskrevet med ideer til aktiviteter fra de fremmødte. Flere tilbød også at stå for dem.
Blandt ideerne var teaterforestillinger, pileflet, yoga, foredrag, fællessang, blomsterbinding, brætspil, pølsekursus, røgning, trædrejning, stenslibning, up-cyckling og meget andet.
Program fra dette efterår
Næste trin hen mod at få realiseret kulturhuset er at få lavet et program med aktiviteter, der skal tage sin start i efteråret, når turistsæsonen er slut på Stenaldercentret. Tanken er at den nuværende Støtteforening for Stenaldercenter Ertebølle får et bredere formål og altså også favner kulturhuset. Man bliver således medlem af både Stenaldercenter Ertebølle og kulturhuset.
Dette ledte naturligvis frem til om stedet skal have et nyt navn. Selve huset har navnet Ertebøllehus, men navnet bliver formentlig Stenalder- og Kulturcenter Ertebølle.
Louise Villadsen sluttede den inspirerende aften af med at sige. – Jeg glæder mig helt vildt til dette projekt. Dejligt at der lyst og energi !
Hun kunne også afsløre, at hun allerede havde sørget for det første arrangement i kulturhuset til efteråret, nemlig et foredrag i forsamlingslokalet med selveste Eske Willerslev.
Mødet blev også en afsked med Broder Berg, museumsdirektør for Vesthimmerlands Museum, som Stenaldercenter Ertebølle hører under. Han går nu på pension. Det var ham der for 12 år siden tog Stenaldercenter Ertebølle under sine vinger og reddede stedet på målstregen.
-Det glæder mig, efter at Louise trådte til, at se Stenaldercenteret har udviklet sig, og nu også til at blive et mødested og et fællesskab for kultur, lød det rosende fra Broder Berg.
/cf