ERTEBØLLE: Stenaldercenter Ertebølle er – som bekendt, et velbesøgt oplevelses- og læringscenter med fokus på den historiske ertebøllekultur. Men nu skal Stenaldercenteret ikke længere kun være et sted for turister og historisk interesserede, men også for kommunens borgere som et kulturhus.
Kulturhus for kommunens borgere
Centret, der ligger i hjertet af Vesthimmerlands Kommune, står derfor nu foran en spændende proces, der skal udvide centrets virke med en ny platform som kulturhus for kommunens borgere. Tanken er, at stenaldercentret også uden for turistsæsonen skal emme af liv og aktiviteter.
Torsdag afholdes der borgermøde, hvor alle interesserede er inviteret. Ud over at fortælle om ideerne bag, så er formålet med mødet også at tage imod ideer, så kulturhuset bliver et levende, pulserende sted, der afspejler fællesskabets behov og drømme.
Husets rammer egner sig godt til kulturhus, som eksempelvis kan anvendes til fællesspisninger, møder og kreativ udfoldelse. I fælleskøkkenet er der plads til madlavningskurser og fælles kokkerering. Fællesværkstedet med værktøj kan anvendes til alt fra trædrejning til kursusaktiviteter.
/cf