Kunstneriske indtryk på Vitskøl – FOTOS

VITSKØL: Påsken er højsæson for kunst, og for kunstinteresserede bød påskedagene på flere kunstneriske indtryk, selvom antallet af lokale påskeudstillinger er færre end tidligere.  

Fælles for udstillingerne var, at de ikke bar præg af at være påskeudstillinger, men derimod forårsudstillinger.

Påskeudstilling på Vitskøl
Skærtorsdag var der fernisering af Påskeudstillingen på Vitskøl Kloster arrangeret af Vesthimmerlands Kunstforening. Lise Dolleris bød på kunstforeningens vegne velkommen til den 33. påskeudstilling, hvor over 100 kunstinteresserede var mødt op til åbningen.

-I omtalen af udstillingen er vi gået lidt vidt i år, inspireret af Kunsten i Aalborg der kalder sig Danmarks smukkeste kunstmuseum. Men vi er jo Himmerlændinge, så vi er gået dertil at udstillingen på Vitskøl er Danmarks smukkeste påskeudstilling. De her smukke sale ved Limfjorden kan helt sikkert være med i kapløbet om en topplacering om at være Danmarks smukkeste påskeudstilling. Vi har gjort os umage med at finde 10 kunstnere som komplimenterer hinanden. Vi har oliemaleri, akryl, akvarel, foto, keramik, smykkekunst og
bronze. Med andre ord har vi noget for enhver smag, lød det fra Lise Dolleris.

Hvorfor går vi på kunstudstilling ?
For ferniseringstalen stod formand for Vesthimmerlands Teaterforening, Karen Margrethe Eriksen. 

For ferniseringstalen stod formand for Vesthimmerlands Teaterforening, Karen Margrethe Eriksen. Hun opfordrede gæsterne til at tale med hinanden om den kunst de ser.

Hun fortalte at hun i forberedelserne til talen havde spurgt lidt til råds.

-Talen skal være kort som en nederdel, men så lang at den dækker det hele. Det vil jeg så bestræbe mig på. For hvorfor er det, at vi går på kunstudstillinger?. Det tror jeg der er mange grunde til. Det er nok også forskelligt fra gæst til gæst. Nogle vil se hvad der rører sig på området, nogle vil se malerier, nogle keramik, nogle smykker, nogle vil måske endda selv ses!

Lyttende gæster til ferniseringstalen.

Kunst skal være en spændende oplevelse
Nogle har måske hørt om nogle af kunstnerne, nogle vil måske provokeres, men de fleste af os vil nok have en spændende oplevelse. Se kunstværker som imponerer, se kunstværker som vækker overraskelse, og kunstværker som vækker til dialog og refleksion.

Jeg tyvstartede lidt i går da kunstnerne var ved at hænge op og arrangere. Der var masser af spørgsmål jeg havde lyst til at stille dem om deres værker. Men jeg dyede mig, for de havde travlt med at gøre udstillingen færdig. Men jeg fik da snakket med enkelte og fik dannet mig indtryk af deres værker. Nu vil jeg glæde mig til at gå rundt og se den færdige udstilling. Men jeg vil også gerne sig tak til den frivillige forening Vesthimmerlands Kunstforening, som jo er årsagen til, at vi kan opleve så meget forskellig professionel kunst i vores egen baghave. Tak for jeres indsats!.

Gå i dialog med hinanden om kunsten
Og til jer gæster vil jeg gerne opfordre til at gå i dialog med hinanden og med de kunstnere der er her om det I oplever. Samtalen skaber nye vinkler, nye indtryk og nye tolkninger i oplevelsen. Måske ser nabogæsten noget helt andet end det man selv ser. Tænk, at man med snak med en fremmed, kan se nye dimensioner, fortolkninger og vinkler i kunsten. Kunst kan ofte det der ikke kan siges med ord. Ord er flygtige. Kunst kan man blive ved med at se på og få nye indtryk. Så derfor, tag nu en snak med hinanden om det I ser!

Karsten og Lise Kloster stod herefter for et musikalsk indslag. I mens kunne de mange fremmødte tage kunsten i øjesyn i kirkesalen.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: