Gave til røntgenafdelingen på Farsø Sygehus

FARSØ: I sidste uge var Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø forbi Røntgenafdelingen på Farsø Sygehus med gave på kr. 10.000.

Støtteforeningen var repræsenteret ved formand Lars Andresen og kasserer Mette Lapirtis, som blev taget imod i Røntgenafdelingen af ledende overradiograf Line Østergaard og chefradiograf Monica Mejer.

Et kringlet afsnit
Der blev vist rundt på afdelingen, som vidnede om ”kringelkroge”, og brug for indretning af et fællesrum til møder, videokonferencer og frokoststue uden for mange forstyrrelser udefra.

Chefradiograf på Farsø Sygehus, Monica Mejer, hvis kontor ligger i forlængelse af det nye lokale, fortæller at der længe har været brug for rummet.

Røntgenafdeling på Farsø Sygehus hører under Radiologisk Afdeling, som er fordelt på ni afsnit og fem matrikler på Aalborg Universitetshospital.

Brug for videolink til koordinering og undervisning
Som selvstændig funktion på tværs af afsnit og matrikler, er der derfor brug for videolink til koordinering og undervisning.

Gaven fra Støtteforeningen er derfor til dette udstyr, mens Aalborg Universitetshospital selv har bekostet opbygningen af lokalet, som er gjort ved at opbygge en væg og sætte en dør i.  

En travl afdeling
Røntgenafdelingen på Farsø Sygehus er en travl afdeling, hvilket for en stor dels vedkommende skyldes den ortopædkirurgiske afdeling på Farsø Sygehus.

Monica Mejer gør op, at man har ca. 60 patienter i røntgen, ca. 18 patienter i CT-scanneren og ca. 15 patienter i ultralyd – om dagen !. Afdelingen betjener også CT-scanneren om lørdagen. 9 radiografer, inkl. Monica Mejer er tillnyttet afdelingen i Farsø.

Patienter fra hele regionen
Patienter kommer fra hele regionen. Det skyldes at man arbejder på tværs af afsnit og matrikler, således at patienter får den korteste ventetid.   

Det glædede formand for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, Lars Andresen, at Støtteforeningen endnu engang har kunnen bidrage til noget ekstra på Farsø Sygehus i form af videokonferenceudstyret.

Han kunne ved selvsyn konstatere at udstyret allerede var hængt op i det nye lokale og taget i brug. Lokalet har været i brug siden nytår.     

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: