FARSØ: I fredags, blev et direktørskifte på Farsøs største virksomhed Outline, markeret i forbindelse med en reception, hvor 200 personer fordelt på medarbejdere og samarbejdspartnere var samlet i en af Outlines haller.
Efter 14 år ved Outline har adm. direktør Jens Sørensen besluttet sig for at skabe mere plads i kalenderen og hellige sig bestyrelsesarbejde og rådgivning, bl.a. som seniorrådgiver for Inwido koncernen, som Outline i Farsø er en del af.
Ny adm. direktør fra 1. februar
Fra den 1. februar bliver nuværende kommerciel direktør Peter Sejling den nye adm. direktør for Outline i Farsø.
Et planlagt direktørskifte
Det er et direktørskifte som har været undervejs i et års tid, efter at Peter Sejling tiltrådte i den nyoprettede stilling som kommerciel direktør i januar sidste år.
Den nye adm. direktør er håndplukket til posten af ledelsen, herunder Jens Sørensen, der naturligvis har været meget optaget af at finde en afløser med samme mindset, der kan føre virksomheden godt videre.
Og udgangspunktet har været rigtigt godt, for Peter Sejling og Jens Sørensen kender hinanden fra tidligere, hvor de har arbejdet sammen i koncernledelsen hos Jeldwen.
Det seneste års tid har de arbejdet side om side, hvor Peter Sejling er blevet sat ind ledelsen af virksomheden.
Overgiver ikke direktørposten til hvem som helst
I sin tale ved receptionen lod Jens Sørensen det forstå at han ikke overgiver direktørposten til hvem som helst, efter han i 14 år, sammen med medarbejderne har knoklet for at gøre Outline er blandt Danmarks største vinduesproducenter.
I sin tale sagde Jens Sørensen:
-Det var lidt af en anden forretning for 14 år siden, der var ingen medarbejdere der smillede. Men der var et godt fundament at bygge videre på med ret vide rammer og muligheder. Og der var brug for en chef !.
Vi skiftede ikke ud i ledelsen, vi lavede en plan !. Den første opgave bestod i at gå fra røde tal til sorte tal. Dernæst at bevæge sig op i den bedre tredjedel i Inwido. I dag er vi den bedst præsterende virksomhed i Inwido koncernen.
Det er lykkedes takket være dygtige og loyale medarbejdere. Jeg er lykkedes takket være mit hold omkring mig, og gensidig læring med mine trainees.
Peter, du er kommet ind i forretningen. Du har fået mange gode råd, så nu stoler jeg på at du vil lede den godt videre.
Det har været et godt parløb
Fra Peter Sejling lyder det:
– Det seneste års tid har været en unik mulighed for at lære både virksomheden, kulturen og medarbejderne godt at kende. Samtidig har jeg haft et rigtig godt parløb med Jens, hvor der har været plads til at spørge ind til alverdens ting om, hvorfor og hvordan man har grebet forskellige processer an. Jens og jeg har kendt hinanden igennem flere år, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og med Jens’ store professionalisme har det været en fornøjelse at lære af ham.

Øget fokus på det kommercielle
Peter Sejling ser frem til at drive virksomheden godt videre i tæt samarbejde med medarbejderne og vil blandt andet skærpe fokus på den kommercielle anvendelse af Outlines produkter:
– Vi skal hele tiden være helt skarpe på, hvad kunderne vil have. Derfor skal vi være endnu bedre til at fortælle om vores produkter og løsninger direkte til slutbrugerne, for mange kunder kender ikke alle de produkter, vi har på hylderne. Derudover er der også et potentiale for at øge vores andel af projektmarkedet, fx inden for etagebyggeri, og eksportmarkedet, hvor blandt andet England og Irland er særligt interessante for os, siger Peter Sejling.
Overtager en velsmurt maskine
For Jens Sørensen er det det helt rigtige tidspunkt at stoppe som administrerende direktør på, og han ser frem til at tage hul på sit tredje arbejdsliv:
– Peter overtager en velsmurt maskine, og både han og resten af holdet er meget velforberedte på at drive virksomheden godt videre. Jeg stopper lidt med vemod, fordi jeg har været utroligt glad for min tid hos Outline. Jeg er dog også klar til at tage hul på næste fase af mit professionelle liv, hvor jeg ser frem til at bringe min erfaring og viden i spil som seniorrådgiver hos Inwido, hvor jeg kommer til at bistå med specifikke opgaver bredt i koncernen.
Peter Sejling tiltræder som administrerende direktør for Outline Vinduer 1. februar 2024, og samme dato tiltræder Jens Sørensen stillingen som Senior Advisor hos Inwido.
/cf
