HVALPSUND: Som beskrevet her i avisen i sidste uge, omdannes Kongshøjgaard, der tidligere har været anvendt til produktionsskole, til Munkholm Hundecenter.
Indehaver Emilie Munkholm overtog bygningerne kort før jul, og er allerede i fuld gang med at omdanne bygningerne til et hundecenter, som vil få mange funktioner.
Stedet vil blive indrettet til behandling, genoptræning, hundetræning, kurser og hundepension. Lidt ligesom et resort, som man kender det til mennesker, men nu til hundes velbefindende. I hundepensionen er der desuden mulighed for at få hunden passet i ”daycare”, hvis man skal besøge steder hvor hunde ikke må medbringes.
Emilie Munkholm er uddannet og eksamineret veterinær kranio-sakral terapeut. Efterfølgende har hun videreuddannet sig inden for bl.a. massage, bindevævsmassage, ledmobilisering, laserterapi, energetisk myofascial release, akupressur, triggerpunkter, organmassage, rehabilitering og meget mere. Hun behandler alle dyr, dog primært hunde. Hun samarbejder desuden med flere dyrlæger omkring genoptræning af hunde efter operationer o.lign.
Ung ejer med mange års erfaring
Emilie Munkholm er kun 24 år og startede egen virksomhed allerede som 18 årig. Så det er imponerende hvad hun allerede har bygget op. I dag bor hun i Foulum med Stald Munkholm, som hun i 2017 startede som behandlingssted for både heste og hunde.
Emilie har altid villet arbejde med dyr. Som rytter var det først og fremmest heste hun ønskede at beskæftige sig med. Rent professionelt – har det siden vist sig at hunde, som hun også altid har haft omkring sig, har et større potentiale. I dag beskæftiger hun sig derfor kun med hunde, selvom hun privat stadig har to heste.
-Jeg brænder for mit arbejde med hundene og for at formidle viden til deres ejere, så spørgsmål er altid velkomne, ligesom jeg gerne viser øvelser man selv kan lave. Jeg ønsker ejerne får det bedste ud af deres hund, hvad enten det er en familiehund eller en hund til stævner, fortæller Emilie Munkholm.
Derfor er hun også forfatter til flere bøger med gode råd til hundeejere, ligesom hun afholder kurser, workshops og træning.
Samtlige bygninger tages i brug
Samtlige bygninger på Kongshøjgaard vil blive taget i brug i forbindelse med hundecentret. Der er meget at tage fat på, så hun regner med op til 1 års tid indtil alt vil være færdigindrettet. Men derfor har hun alligevel allerede afholdt de første hvalpetræninger i gårdens maskinhal.
-Det er netop fordelen ved Kongshøjgaard, for her kan der trænes indendørs hele året rundt. Det kan jeg ikke der hvor jeg bor nu, der foregår træningerne udendørs, fortæller Emilie Munkholm.
3 træningshaller og svømmehal
Selvom hunde – selvfølgelig, i dagligdagen har brug for at gå og løbe i det fri, så er det ikke altid en fordel i forbindelse med træninger, kurser og stævner.
Kongshøjgaard vil blive indrettet med 3 træningshaller. Den tidligere kostald vil få et plant gulv med gummibelægning. Den tidligere løsdriftsstald og altså maskinhallen, som allerede er taget i brug, vil få gulv med kunstgræs til lydighedstræning og agility. Fordelen ved det faste gulv er desuden, at hun også kan tilbyde hundesport for hundeejere i kørestol eller med synshandicap.
Det tidligere metalværksted vil blive indrettet til hundepension og det tidligere autoværksted til en hundesvømmehal.
På sigt vil der også blive indrettet et udendørs område til hundeluftning og med handicapvenlige stier.
Kongshøjgaard har et kæmpe potentiale
Emilie Munkholm er helt klar over hvad hundecentret skal kunne og hvilket potentiale Kongshøjgaard har.
-Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så stedet første gang. Det er helt perfekt, men der ligger naturligvis også rigtig mange timers arbejde forude med at indrette stedet. Min fordel er, at jeg har prøvet det før, der hvor jeg bor nu. Det har jeg også selv – med god hjælp naturligvis, bygget op fra bunden.
Mens Farsø Avis er på besøg, så er gode hjælpere også i gang.
Det tidligere kreative værksted er ved at blive opfrisket med ny maling og indrettes til kursuslokale. Den tidligere butik indrettes til klinik og butik.
På den måde kan Emilie Munkholm fortsætte sin virksomhed mens ombygningerne finder sted – for penge skal der også til. Men først og fremmest fordi Kongshøjgaard egner sig så godt.
-Netop fordi Kongshøjgaard er så anvendelig, kan jeg også tilbyde private og foreninger at leje lokaler og haller til særlige arrangementer og træning, fortæller Emilie Munkholm.
Emilie Munkholm er meget dedikeret sit erhverv. Det fornemmer man hurtigt. Derfor har hun også benyttet sig af al den erhvervsrådgivning hun kan få, for at få alle sine ideer og ønsker ført ud i livet.
Hun fortæller, at der ikke findes andre hundecentre i Danmark, med ligeså mange tilbud til hunde på et sted, som der nu kommer på Kongshøjgaard.
Flytter også ind privat
Med tiden vil Emilie Munkholm også selv flytte til Konghøjgaard og bo i stuehuset, der ellers senest har været indrettet til elevboliger, fællessal og produktionskøkken. En del af det store hus vil hun også indrette til B&B, primært til kursister og deltagere i stævner men også turister.
-Vi glæder os til utallige træninger, arrangementer, konkurrencer, kurser, camps, og meget mere midt i disse naturskønne omgivelser på Kongshøjgaard, med marker, skov og fjord lige i baghaven, siger Emilie Munkholm.
/cf