FANDRUP/ULLITS: En status fra Farsø Varmeværk viser, at tilmeldinger fra de påkrævede 60% af husstandene i Fandrup og Ullits for at få fjernvarme, nu er opfyldt.
Dermed sættes projektet i gang.
Formand for Farsø Varmeværk, Søren Kjær, sender en stor ros for den store opbakning til projektet, på trods af den korte frist til at komme i mål. Borgergrupperne i de to byer har været en stor hjælp som ikke har kunnet undværes.
Borgergrupperne i Fandrup og Ullits takker ligeledes Farsø Varmeværk, for det store arbejde med at undersøge muligheden for at få de to byer på fjernvarmenettet.
Nu skal kontrakten med leverandøren underskrives og den planlagt ”anlægsstart” er efter tidsplanen 1. november 2023.
Så vil man gå i gang med at etablere transmissionsledning fra Farsø til Fandrup. Det betyder, at Fandrup efter stikledningerne er lagt ud til husene, allerede kan være koblet på fjernvarme i 2024. Efter at transmissionsledningen er ført videre fra Fandrup via Dammergårdsvej til Ullits, vil Ullits kunne kobles på fjernvarme i 2025.
Søren Kjær fortæller, at der vil tilgå information til de nye forbrugere løbende, og for dem der endnu ikke har tilmeldt sig fjernvarme, så vil dette stadig være mulig frem til anlægsstart den 1. november eller frem til at fjernvarmeledningen når frem til ens vej eller gade.
Fjernvarmetilslutningen koster de nye forbrugere i Fandrup og Ullits et tilslutningsbeløb på kr. 25.000 og en aftale om et transmissionsbidrag på kr. 5.000 om året i 15 år. Herudover kommer tilslutning i huset som en engangsudgift, og naturligvis det årlige varmeforbrug.