Plejecenter Højgården går foran med grønnere kost

FARSØ: På Plejecenter Højgården er der taget et aktivt grønt valg. Her har køkkenpersonalet nemlig besluttet sig for, at servere en mere plantebaseret kost til beboerne på plejecenteret.

Her bliver der for eksempel lavet frikadeller, som består af halvt svinekød og halvt hvide bønner, både for at styrke ernæringsværdien i kosten, men også for at skære ned på både udgifterne og CO2 forbruget fremfor ved kun at benytte svinekød og oksefars.

-Det er beboerne positive over for, fortæller ernæringsassistent Anja Pedersen, der indrømmer, at der selvfølgelig har været nogle startvanskeligheder, men nu er der er stor ros fra beboerne, der også er med på den ”grønne” rejse og tager det som en oplevelse.

Idéen kom, da Anja Pedersen i forvejen synes plantebaseret kost var interessant. Hun deltog derfor i et kursus om det, suppleret af et kursus gennem Kost og Ernæringsforbundet. Herefter følte hun sig inspireret til selv at påbegynde tiltaget om en grønnere kost på Højgården. Og her er køkkenpersonalet i den grad omstillingsparate.

-Det er spændende, helt vildt spændende, fortæller Anja Pedersen begejstret.

Herefter blev der eksperimenteret med, hvilke ingredienser der skulle bruges til hvilke retter, og selvom det krævede tilvænning, så fulgte resten af køkkenpersonalet også med i tiltaget og snart var de ligeså begejstrede som Anja.

Køkkenpersonalet er opfindsomme med at skabe retter, som delvis er plantebaseret, men som stadig smager som og ligner de ellers typiske traditionelle retter man normalt ser.

-Her i begyndelsen så fejler vi nogle gange, men det lærer vi af når det kommer til at gøre brug af nye ingredienser til retterne, forklarer Anja Pedersen.  

Der er for eksempel ikke længere brug for, at lave jævninger til forskellige retter fordi brug af bælgfrugter gør det for dem. De skal derimod sikre sig, at de får lagt bælgfrugterne i blød og får dem kogt så at de er klar til tilberedning.

-Vi udvikler os hele tiden og tænker, hvad kan vi gøre anderledes og bedre, siger Anja Pedersen om processen.

Mad er følelser og minder
Når det kommer til at ændre selve processen i madlavningen og den klargøring som ligger bag, så fortæller Anja, at det handler om at skabe den korteste vej til målet, uden at gå på kompromis med resultatet. Mad er følelser og minder.

Beboerne er selv med til at bestemme menuen
Beboerne på plejecenteret er også tilfredse med udskiftningen, og når de månedligt er med til at bestemme menuen, så beder de også ofte om de retter som køkkenpersonalet har gjort mere plantebaserede.

Selvom der til tider er stærke holdninger til mad og diæt, så bliver maden og eksperimentaren med forskellige retter rost af beboerne

-Vi er i gang med at udvikle os ud fra anbefalingerne og Vesthimmerland Kommunes mål, så vi håber, at vi kan være til inspiration for andre, siger Anja Pedersen glædeligt om omstillingen, til et mere bæredygtigt køkken på Plejecenter Højgården.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: