FARSØ: Farsø midtby fyldes mandag aften af gamle veterantraktorer og -landbrugsmaskiner i anledning af Hot Sommer temaet ”Landmandsliv”.
-Takket være de entusiastiske folk fra veterantraktorklubben bliver der holdt liv i de gamle historiske traktorer og maskiner, fortæller salgsdirektør Jørgen Fransgård fra lokale Fransgård Maskinfabrik i Fredbjerg, og tilføjer:- Mange af de gamle maskiner er heldigvis bygget af godt ’kram’, der har kunnet tåle tidens slid. Derfor har vi i år lavet et samarbejde med veterantraktorklubben om at holde fokus på de lokalt producerede landbrugsmaskiner fra Fransgård Maskinfabrik. Vi har opfordret klubbens medlemmer til at fremskaffe så mange forskellige gamle Fransgård-maskiner som muligt. Vi bakker op om det lokale initiativ og giver i samme anledning et sponsorat til veterantraktorklubben.
Fransgård Maskinfabrik deltager også selv i arrangementet og har udlånt to legendariske maskiner Den ene er den historiske sidevenderive fra 1969, der startede hele industrieventyret for Fransgård Maskinfabrik. Den anden maskine er et skovspil fra slut 70-erne, der siden da har gjort Fransgård Maskinfabrik førende indenfor denne type maskiner i hele verden. Udover de to gamle maskiner udstiller Fransgård Maskinfabrik også nogle nyere maskiner.
-Vi er stolte af, at flere af vore medarbejdere rent faktisk er aktive medlemmer i veterantraktorklubben og dermed er med til at bevare den del af vores fælles industrihistorie, fortæller Jørgen Fransgård videre. -Hos Fransgård Maskinfabrik er stoltheden stor over at have opbygget en lokal, solid virksomhed, der i dag beskæftiger mange ansatte fra lokalområdet. Nogle af vore dygtige medarbejdere er selv ”veteraner”, og mange har allerede fejret både 25-, 40- og enkelte endda 50-års jubilæum. Det betyder, at de mandag aften i forbindelse med landsmandsliv i Farsø,kan opleve et gensyn med nogle af de maskiner, de selv har været med til at fremstille for mange år siden.
LÆS OGSÅ: Et industrieventyr begyndte i Fredbjerg
LÆS OGSÅ: Hot Sommer – Landmandsliv