15-årige drenge har fået interesse for veterantraktorer

HAUBRO: De har endnu ikke fået traktorkørekort, men alligevel interesserer de to 15-årige drenge Frederik og Lukas fra Haubro sig for traktorer.

Der er ikke tale om de nye store fuldautomatiske traktorer med firehjulstræk og masser af hestekræfter, som man måske skulle tro. Næ, nej, de to knægte har såmænd interesse for veterantraktorer. Traktorer som er op til fire gange så gamle som de selv er.

Det er traktorer som deres bedsteforældre og andre på den alder ved meget mere om end dem. Og indrømmet, det er nok også herfra interessen er spiret for de gamle traktorer, selvom begge drenge bor i Haubro by og altså ikke er vokset op på en gård.

Men de er blevet fortalt om landbruget i gamle dage, forskellen på traktorerne og de redskaber der hørte til og hvordan man hjalp hinanden. Det var tiden før maskinstationer og store kæmpetraktorer kom til. 

Det er de to drenge blevet fascineret af – godt hjulpet på vej af veterantraktor-entusiaster i Haubro, der i år for anden gang, i den forgangne weekend, stod bag Haubro Traktortræf.

Blandt de 170 andre veterantraktorer, står de to drenges.

Sådan en gad jeg godt have
Lukas Bang Gam købte sin blå Ford 3000, årgang 1968, sidste år. Men før det, var han gæst på traktortræffet i Haubro.

-Der sagde jeg, at sådan en (veterantraktor – red) gad jeg godt have, fortæller Lukas.

Det blev hørt, og han fik en aftale om et besøg hos 86-årige Ejvind Rask Nielsen, der om nogen har en passion for veterantraktorer og altid har gang i et nyt veterantraktorprojekt i sit værksted i Haubro.

-Jeg er kommet hos Ejvind siden. Særligt efter jeg fik Ford’en, for der var problemer med forvarmeren. Det fik vi fikset, fortæller Lukas, der indrømmer han er blevet lidt bidt af det med veterantraktorer.

Ud over at gå og skrue på sin traktor og kigge Ejvind over skulderen, så har Lukas også været med på et par træf, bl.a. Kongensbro som er landets største træf.

Købt for konfirmationspenge
Frederik Nøhr har en Bukh 302 Super, årgang 1960.

Han har fået interessen fra hans bedstefar Arne, som også var med på træffet i weekenden, men som gæst. Han kørte ikke Bukh men Deutz, så det afslører at Frederik selv har valgt sin traktor.

-Jeg har købt den for mine konfirmationspenge, fortæller Frederik. Jeg valgte den her traktor fordi den havde nogle gode dæk, alt det andet kan jeg fixe.

Begge traktorer havde fået spændt et redskab efter. Ford’en en roeoptager og Bukh’en en aflæsservogn.

Det var dog ikke deres egne, men tilhører derimod Jens Ole Rask, der har en stor andel i veterantraktortræffet i Haubro, men også i det hele taget i den lokale traktorklub Motor- og Traktorklubben Himmerland, der deltager i pløjninger, træf og andet i lokalområdet på private marker, men eksempelvis også på Hessel og i Vesterbølle.

De to drenge gav også en hånd med ved træffet, bl.a. med at vise udstillere på plads, men også med at gelejde gæster til en parkeringsplads.

Vi vil gerne have flere unge med
-Det glæder mig, at have fået drengene med. Vi vil gerne have endnu flere unge med. Derfor har vi heller ikke længere kun veterantraktorer men også klassik traktorer fra 1970’erne og opefter.

Traktorklubben dannede for ca. 10 år siden, ungegruppen ”De unge på de gamle”, men den gruppe af unge er også efterhånden blevet ældre. De er alle i 30’erne, så der er i den grad brug for nye unge.

Måske flere unge er på til veterantraktorklubben.

Derfor er det vigtigt for Jens Ole Rask, hele tiden at begejstre unge for de gamle traktorer. Hvis ikke, så vil interessen og synet af de gamle traktorer automatisk have en udløbsdato.

-Det vil virkelig være en skam, for der er så stor en læring, fælleskab og fornøjelse gennem disse gamle traktorer. Og alle kan være med. De er til at komme til for penge, man kan skrue på dem, det er let at få reservedele – og ikke mindst så er de sjove at køre på, siger Jens Ole Rask.

Træffet lagde op til at man fra en helt ung alder får interesse for traktorer.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: