FARSØ: De blå spejdere i DDS Farsø er i god gænge med en stabil spejderflok og en gruppe engagerede ledere, som sammen får gruppen til at fungere.
-Vi har i gruppen en fornuftig størrelse. Der har været en del af- og tilgang, men nu har vi stabiliseret os. Vi har gennem året været med i en række forskellige aktiviteter: Mus-lejr i Dronninglund, en rigtig god oplevelse for de yngste spejdere, og Spejdernes Lejr 2022 i Roskilde, hvor 8 juniorer og 4 ledere var med. Desuden har gruppen været på en kold, men vellykket gruppetur til Farsø Efterskole i efteråret. De traditionelle aktiviteter som strandrensning, 4. maj parade og Sankt Hans bål har også været vellykkede med god deltagelse, berettede formand Per Havbro om for de 15 fremmødte ved grupperådsmødet i spejderhuset ved søen forleden.
Formanden kunne også fortælle, at man i år arbejder med at få udskiftet vinduer og døre i det smukke spejderhus, hvor der også er planer om at renovere varmeanlægget.
De mange aktiviteter, ikke mindst deltagelse i Spejdernes Lejr, påvirkede dog også det økonomiske resultat, hvor kasserer Hedvig Lyngby kunne fortælle, at året gav et underskud på 17.723 kr. Der er desuden indkøbt et nyt køkkentelt, hvor en stor del af udgiften dog er dækket ind via bidrag fra Fonden for Sparekassen Farsø. Gruppens formue er på godt 90.000 kr.
Formandens beretning og det fremlagte regnskab blev godkendt, hvorefter man kunne gå over til valghandling til bestyrelsen. Lise Jende og Harly Munkholm udtræder og erstattes af Helle Thomsen og Sjaak Bosmann.
Efter grupperådsmødet kunne deltagerne trække udenfor og nyde synet af sort sol over søen i den smukke solnedgang.
