FARSØ: Selvom det efterhånden er 3 måneder siden, så fik Flügger Farsø den 1. november ny butiksbestyrer.
Det er uddannet farvehandler Kristine Moth, der kommer fra Flügger Hobro, hvor hun har været i 14 år. Kristine bor privat i Snæbum ved Hobro.
Kristine har i alt 16 års erfaring som farvehandler, så der ikke meget Kristine ikke ved om maling, farver, farvesammensætning, tapeter og andet der kan sætte kolorit på boligen. Hun ved naturligvis også alt om udemaling hvad enten det er træværk, murværk eller vinduer, der skal have ny maling.
Kristine er meget begejstret for den nyrenoverede butik, som hun ganske vist ikke har været med til at indrette, men som er indrettet helt efter Flüggers butikskoncept.
– Butikken er en fornøjelse at møde ind til hver dag. Snart bliver det forår og penslen skal frem ude og inde. Jeg ser meget frem til at hjælpe kunderne med rådgivning. Jeg anbefaler meget at tage et mobilfoto af projektet, en gardinprøve eller måske en køkkenlåge og medbringe det i butikken, så er jeg sikker på at vi finder den helt rigtige løsning, lyder det fra Kristine Moth.

