Fejring af frivillige og afdelingens aktiviteter

FARSØ: Røde Kors, Farsø afdeling har afholdt den årlige julefrokost på Farsø Hotel for alle aktive frivillige i afdelingen.

Julefrokosten afvikles som en påskønnelse af de frivilliges store arbejde i aktiviteterne. Traditionen tro, blev der uddelt årsnåle til nogle af de mest trofaste. Der var nåle for 10- og op til hele 25 års indsats i Røde Kors Farsø.  

Aktiviteter til gavn for lokaleområdet
Formand for Røde Kors, Farsø afdeling, Sonja Paulin fortæller:

-Afdelingen har forsat aktiviteter inden for genbrug, hvor der i butikken på Nørregade sælges tøj, sko, tasker, tæpper og nu også strikvarer produceret af Nørklerne. Nørklerne har på nationalt plan haft svært ved at afsætte deres strikvarer til udlandet, så man er i højere grad begyndt at strikke til forretningen. I afdelingen er der forsat også en Besøgstjeneste, hvor ældre medborgere får besøg af faste Røde Kors besøgsvenner. Nyeste skud på stammen er Familienetværket, hvor børnefamilier mødes, spiser sammen eller tager på udflugt sammen.

Familienetværket er nyt
I familienetværket mødes børnefamilier og Røde Kors frivillige én gang om måneden. Der bliver spist sammen, leget, spillet spil, snakket, hygget, og så tager man på udflugter.

-Det er et rigtig godt sted man kan komme og søge hen og få en fri stund uden, at man skal snakke om sygdom eller problemer og svare på alle mulige spørgsmål. Her kan man komme og slappe af og hygge med andre. De frivillige er herlige mennesker med forståelse for andre, og det er vi i hvert fald glade for her ved os, fortæller en far, der er med i netværket med sin kone og to børn.

Fælles for alle familiernes udsagn om erfaringer med netværket er, at det har skabt nye relationer og netværk på tværs af Farsøs mindre byer i lokalsamfundet.

-Det bedste ved netværket er, at man kan komme som man er… få støtte og nye bekendtskaber. Det er fantastisk at være en del af et større fællesskab, hvor samtaler turer og masser af leg for børnene giver glæde og latter. Vi elsker at deltage hver eneste gang, fortæller en mor, der er med i familienetværket med sine to børn. Aktiviteten er Farsø afdelingens nyeste aktivitet, som er etableret i år.

Mange benytter sig af besøgstjenesten
I Farsø har vi siden 1987 blandt andet kunnet tilbyde besøgstjenesten, hvor alle frivillige besøgsvenner kommer med en lyst til at gøre en forskel og være noget for andre. De har altid relationen og nærværet for øje, og Røde Kors afdelingen gør meget ud af at finde en besøgsven, der passer, siger Sonja Paulin.  

Hvert år deltager Farsø afdelingen også i den landsdækkende Røde Kors indsamling, hvor man går fra dør til dør og beder om bidrag til humanitære formål.

45 lokale familier får julehjælp
I forbindelse med den forestående jul har det været muligt at ansøge Røde Kors om Julehjælp. Det har 45 lokale familier gjort, og det er en stor glæde, at afdelingen kan imødekomme alle ansøgninger.

– I vores lokalsamfund oplever vi, at de fleste børn og voksne glæder sig til julen, modsat har vi også familier i nærområdet, hvor højtiden skaber ekstra bekymringer. Derfor sætter vi i Farsø en ære i at tilbyde en så meningsfuld støtte som julehjælpen. De frivillige bag julehjælpen oplever en travl tid, hvor der fortsat arbejdes på at koordinere. Flere modtagere har tilkendegivet positive oplevelser med uddelingen, hvorfor vi igen i år fortsætter med at køre ud. Julehjælpen består helt konkret af en julegodtepose, et gavekort til Coop på 900 kr. samt en flyer vedrørende føromtalte familienetværk i Farsø. Der er lavet personlige flyers – hvor flere af familierne har udtalt sig om, hvordan det er at være en del af netværket – som også er leveret til flere af de lokale skoler, jordemoder og andre samarbejdspartnere, fortæller Sonja Paulin.  

Et godt fællesskab af frivillige
Røde Kors, Farsø afdeling tilvejebringer altså midler, der hjælper og lindrer både lokalt, nationalt og internationalt – og som sidegevinst har de frivillige det godt i fællesskabet omkring opgaverne, siger Sonja Paulin.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.