GL. ULLITS: Her i kulturarvsmåneden skal man lægge øre til meget nyt og tankevækkende, selvom det er historie.
Hvis der er noget der byder på historie er det egnens kirker. Lokalhistorisk forening for Ullits og Foulum har siden 2018, deltaget i Kulturarvsmåneden med historiske byvandringer og kirkegårdsvandringer. For to år siden var det Foulum kirkes historie og historien om de folk der ligger begravet på kirkegården, der blev fortalt. I år var turen kommet til Ullits Kirke, som altså ligger i Gl. Ullits.
Den historiske aften blev ført an af Lokalhistorisk forenings formand Søren Byrjalsen og sognepræst Troels Laursen.
Aftenen for de 17 fremmødte startede indenfor i kirken. Her kunne Troels Laursen ganske overraskende fortælle, at man i gamle dage kunne sejle op til kirken via det nu kendte Våsen, som er gammel fjordbund.
Det er derfor ikke så underligt at Ullits Kirke ligger højt over landsbyen Gl. Ullits på en lille stejl bakke.
Kirken stammer fra ca. 1200 tallet og det gør Gl. Ullits bogstavligt talt også. Fra arkæologiske fund menes det at der har været beboelse i området så langt tilbage som til stenaldertiden. (Gl.) Ullits lå godt i ly af bakkerne og placeringen har formentlig virket som en god beskyttelse mod eventuelle fjendtlige angreb.
Et sagn fortæller, at der i fordums tid var en herregård i Ullits. Her boede der en adelig frue, som lod Ullits kirke bygge. Tidligere havde folk søgt til Foulum, for at gå i kirke, men da denne frue en søndag kørte til kirke, blev hestene sky grundet tordenvejr. Fruens vogn væltede mod en sten og fruen kom slemt til skade. Og hun lovede, at hvis hun kom sig, ville hun bygge kirke i Ullits, og det skulle være der, hvor vognen væltede. Fruen kom sig og kirken blev opført.
Kirken menes bygget fra 1050-1240 af egnens befolkning. Byggematerialet er ca. 2.000 store granitsten der er hentet på marker og enge i lokalområdet. Bygningerne har undergået mange forandringer gennem tiden, hvilket de mange forskellige sten på skibets sydmur tydeligt afspejler.
Sognepræst Troels Laursen, der også er meget historisk og kunstnerisk interesseret, kunne også fortælle om kirkens kalkmalerier, som blev delvis afdækket i 1990.
På den efterfølgende kirkegårdsvandring kunne Søren Byrjalsen bl.a. vise Martin Clausens grav. Han har om nogen vist interesse for Ullits med den historiske bog Ullits Bønder i 300 år, som kan anbefales at læse, hvis man ønsker at vide alt om Ullits og dens slægter.
Og hvorfor hedder det Ullits og Gl. Ullits?. Gl. Ullits er det oprindelige Ullits med kirken. Det nuværende Ullits er Ullits Stationsby, som opstod sammen med Aalborg-Hvalpsund banen omkring 1910.