HVALPSUND: Det tager tid at søge midler fra fonde. For roerne i Hvalpsund, har tålmodigheden givet resultat. Fonden Vestjysk Bank, har givet penge, så roerne har kunnet købe en helt ny 4- åres inrigger.
Der er ventetid på at få bygget en inrigger. Det har været ventetiden værd, når man ser den kvalitet og det finish som det tyske værft Baumgarten er så kendt for.

En båd skal altid have et navn. Styregruppen spurgte derfor medlemmerne om at komme med gode bud på et navn. Der kom mange fine og sjove navne ind. Valget faldt på ”Rotholm”, som er den ø, der ligger mellem Sundsøre og Hvalpsund og som alle sejlere – store og små – skal sejle udenom.
Inriggeren blev navngivet og vist frem forrige fredag. Det var en festlig dag, hvor repræsentanter fra Fonden Vestjysk Bank og roerne var til stede og der blev selvfølgelig serveret jordbær, chokolade og bobler.
En 4-åres inrigger, er 11,5 meter lang og kan skyde en gennemsnitsfart 16 km i timen, så der kan komme fart på. Der er plads til 4 personer, der roer samt en styrmand. Hver roer har én åre og der kan undervejs byttes pladser.
I denne uge har roerne info aften for nye interesserede, så kig forbi. Det foregår i det gule klubhus på havnen i Hvalpsund.
