FARSØ: Det er efterhånden 20 år siden, at Flügger malerbutikken på Vestervang senest blev indrettet og fik nyt inventar.
Meget er sket siden, nye malerteknikker, nye trends og sågar ny indehaver af Flügger Farsø.
For lidt over 2 år siden blev malermester Claus Jensen ny ejer af malerfirmet og malerforretningen i Farsø efter Per Hougaard.
Det har været en forrygende start med fyldte ordrebøger i malervirksomheden og implementering af et nyt elektronisk ordresystem, så der har været nok for Claus Jensen at se til.

Indrettet efter nyt butikskoncept
Men hele tiden har han haft det ønske, at nyindrette malerbutikken, særligt fordi Flügger-kæden har lavet et nyt butikskoncept.
Selvom butikskonceptet er nøje beskrevet med hensyn til farvevalg og inventar, så har det alligevel taget 4 måneder at få indrettet den nye butik.
-Morten (butiksbestyrer – red.) og jeg besluttede, at vi ville helt i bund i butikslokalet. Det tog lidt længere tid end beregnet, selvom alle har været i gang. Vi har inddraget et ekstra rum, lagt helt nye lofter op og så kom vi også til at vente på inventaret fra Flügger. Og ikke mindst har vi malet til store guldmedalje. Det er jo en form for showroom for malerbutikken og hvad malerbutikken kan hjælpe kunderne med, fortæller Claus Jensen.
Det er nu blevet en flot og strømlinet butik, hvor der udelukkende sælges Flügger varer med få undtagelser.
Tapethjørne
Butikken har som noget nyt fået et tapethjørne.
-Tapet har været ude i mange år, men er nu kommet igen, fortæller butiksbestyrer Morten Aaen, så det forhandler vi naturligvis sammen med al den rådgivning vi kan give omkring farvesammensætning.

Tid til udendørs maling
Lige nu banker foråret på, og derfor er der også efterspørgsel på facademaling og træbeskyttelse.
-Mange vælger at klare det selv, og netop derfor har vi butikken i Farsø, fortæller Claus Jensen. Kunderne kommer fra et stort opland, for der er efterhånden færre og færre farvehandlere. Men vi står inde for at levere et kvalitetsprodukt med lang holdbarhed, for hvem gider at male hvert år, spørger Claus Jensen.
Flügger maling forhandles udelukkende i egne butikker, og det er også Flügger maling Claus Jensen bruger i sin egen malervirksomhed. Derfor står han og Morten altid klar med god rådgivning om produkterne uanset om man selv vil står for malerarbejdet eller have maleren til at klare det.
Algebehandling og afslibning er nyt
Som noget nyt har Claus Jensen udvidet sin malerforretning til også at udføre algebehandling af facader og træterrasser inden maling. Desuden tilbyder han også som noget nyt afslibning af trægulve.
-Såvel algebehandling og afslibning er noget kunderne har efterspurgt, så det tilbyder jeg naturligvis, siger Claus Jensen.
